Kirkebøgernes rolle
Det har været en meget lang tradition, at folkekirken står for registreringen af navne her i landet. Man KUNNE argumentere for, at det var en forældet funktion i en tidsalder, hvor vi for længst er gået over til et cpr-register. Et ægtepar er for nylig kommet i konflikt, fordi de ikke vil have, at deres barns navn registreres i folkekirken.
Du kan læse mere om denne nyhed i artiklen Forældrepar nægter at navngive deres datter. Man kan argumentere både for og imod, og et borgerforslag om emnet kommer til at blive forhandlet i Folketinget, hvor man evt. kan vælge, at ændre rammerne fremadrettet.
Giv til Cæsar hvad der er Cæsars
De bibelkyndige vil vide, at man i Matthæusevangeliets kapitel 22 diskuterer det at give skat til kejseren. I vers 17-21 kan man læse disse ord: “Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!«“
Det er velkendt, at medlemmer af Jehovas vidner ikke ønsker, at deres børn deltager i enten juleklip eller fødselsdage. Man accepterer dog, at andre holder disse events, fordi man er klar over, at man ikke kan ændre samfundets indretning. Man kan dog vælge ikke selv at deltage, ligesom flere af deres medlemmer end ikke vil fuldføre civil aftjening af værnepligt, og derfor går i fængsel frem for fx at vælge en civil vej…
Samme medlemmer – og andre fra andre religiøse organisationer – vil normalt heller ikke have spor med folkekirken at gøre, men det er først nu, at et ægtepar vælger at bryde navneloven, fordi de ikke vil respektere den indretning af civilsamfundet, som vi nu engang har vedtaget.
Skik følge eller land fly
Der er mange ting vi ikke alle nødvendigvis er enige om i dette samfund. Hvis man skulle gå all-in på individualismen, så var der sikkert 6 mio forskellige måder, vi kunne indrette os på. Det ville de fleste nok hurtigt kunne se ville ende i et forfærdeligt rod.
Jeg er enig så langt, at hvis der er et flertal for en ændring af systemet, så kan det gennemføres. Mange med interesse for slægtsforskning vil nok ærgre sig, fordi det er sværere – og gebyrbelagt – at søge i et folkeregister, hvorimod kirkebøgerne nogle steder efterhånden er digitaliseret. Det handler ikke om en religiøs handling at registrere et navn, og når selv medlemmer af frikirker, sekter m.v. kan leve med systemet som det er, så virker det en anelse søgt, at man ikke vil lade sit barns navn registrere det sted, hvor den slags nu engang gøres.
Groft sagt, må vi alle erkende, at hvis ikke vi kan lide lugten i bageriet, så må vi flytte til et andet land. Borgernes rettigheder og pligter er som de er, og det er et grundvilkår i et demokrati, at vi alle følger landets love. Vi kan bagefter kæmpe for vores mærkesager gennem de kanaler, der findes, herunder gå ind i politik, men de fleste vil nok være fuldkommen enige om, at denne sag er det rene overdrev. Ja nærmest vanvid, for at sige det direkte.
Hvad er dine tanker, kære læser?