God påske til alle

Uanset om du fejrer påske, eller bare tager det som en forlænget weekend, så skal der herfra lyde et varmt ønske om en god påske til alle.

Her op til påskeferien har vi hørt en masse om den racistiske hadprædikant, Rasmus Paludan, der har stiftet partiet Stram kurs, et parti, der ikke er opstillingsberettiget til folketinget, og som forhåbentlig kun repræsenterer en meget lille del af det demokratiske billede.

Mens nogle politikere har rigtig travlt med at tale ytringsfrihed, så må vi bare helt stilfærdigt konstatere, at det synes at være provokation for provokationens skyld.

Hvordan kan et menneske være så opildnet af had, st han skal provokere en hel befolkningsgruppe med denne adfærd? Jeg er chokeret over hvor rundtossede nogle politikere tydeligvis er. Det lover ikke godt for samfundet, at det moralske kompas er så meget ude af kurs.

Det er så sørgeligt, at ballademagere kobler sig på ellers fredelige mod-demonstranter, som blot forsøger at tale denne hadets ideologi imod. Vi har som samfund ikke brug for, at ekskludere mennesker bare fordi de ser anderledes ud, eller har en tro, vi ikke deler, vel? 🙂

En mand som Rasmus Paludan kender straffen, hvis han havde prøvet med denne adfærd i et muslimsk land – og jeg mener heller ikke som borger, at vi skal provokere nogen ved at kaste med eller afbrænde hellige skrifter.

Hvis de kultur-kristne danskere, som gerne vil forsvare kristendommen kendte denne bedre, så ville det at lemlæste kroppe som del af en religiøs lovgivning slet ikke være nær så fremmed. Se blot på Paulus’ ord om lemmer, som synder. Så vil det være tydeligt for enhver, at hvis man tager sin religion FOR bogstaveligt, så ender vi alle som blinde og handicappede.

Lad os dog venligst lige opføre os som om vi rent faktisk befandt os i det 21. århundrede, som vi rent faktisk gør, når man kigger på kalenderen…

Anyway, håber alle kan nyde nogle gode feriedage, og sender de bedste ønsker til alle.

Leave a Response