Oldtidens aktivitet og nutidens passivitet
Der var ikke nogen tøven under korstogene. Reaktionen på det man historisk kunne kalde aggressionen fra islam var barsk og kompromisløs. For de ikke historisk-kyndige kunne denne artikel fra Wikipedia anbefales: http://da.wikipedia.org/wiki/Korstog,
Under skiftende perioder har kristendommen senere været mere eller mindre aktiv afhængig af hvordan og hvorledes det omkringliggende samfund er blevet opfattet. Især under 2. Verdenskrig er der skjult mange informationer om hvordan den katolske kirke handlede i forhold til nazismen. Dét kapitel er åbenbart et meget åbent sår, og senest ved udnævnelsen af den seneste pave, Ratzinger, var diskussionen også oppe at vende efter Johannes Paul 2 gik bort.
Eftersom jeg, for nylig, har læst Mark Gabriels bog “Islam og Terrorisme” [http://www.hosianna.dk/product.asp?product=82&sub=0&page=1] så undres jeg over den passivitet der pludselig er at finde når kristne i Ægypten oplever problemer i forhold til at konvertere fra islam, som det læses her: http://www.religion.dk/artikel/260845.
Hvis nogen vil påstå, at kristendommen bygger på tolerance, hvorfor vil kristne nationer så ikke gøre f.eks. u-landsbistand og andre pengemæssige “gaver” afhængige af at visse demokratiske spilleregler overholdes? Hvad er det man frygter ved at statuere, at menneskerettigheder ikke bare er tomme ord, men netop rettigheder alle mennesker bør kunne stole på?
Altså opleves at der var stor aktivitet i oldtiden som nu er afløst af passivitet. Stil dig selv spørgsmålet om ikke passiviteten er mest skadelig? Hvornår tør kristne nationer at kæmpe for det de tror på? Eller har denne tømrerdreng fået gjort folk så passive, at de tror de skal vende kinderne uanset hvor mange gange der klaskes? 🙂