Kan vi blogge for tit?

Der er et vigtigt spørgsmål vi bloggere er nødt til at stille os selv: “Kan vi blogge for tit?” Det underlige er, at jeg nu har hørt om flere som stadig tjener penge flere måneder (eller i et par tilfælde sågar år) efter de har skrevet deres seneste indlæg.

Jeg ved naturligvis godt, at ens artikler altid, på flere måder, dukker op i søgninger på bestemte nøgleord hvor vores artikler passer ind i det som de besøgende søger efter. Jeg ved derfor også, at jeg kan tjene Adsense-kroner på en artikel jeg skrev for tre-fire år siden.

Men al fornuft antyder jo normalt, at en blog som ikke får nyt indhold vil være en “død” blog.

Spørgsmålet er måske derfor nærmere: “Kan din blog dø hvis indholdet er godt?”

Det afhænger af emnet, for nogle emner er tidløse.

Vægttab er vægttab – uanset om vi taler 1984 eller 2012. Sund mad er sund mad, omend der er variationer i de kostråd der konkret gives fra årti til årti. Sommeren har sine blomster, vinteren sin charme, foråret sine spirende retter, og efteråret sine råd til hvordan du forbereder haven til nattefrosten. Den slags lever ugebladene jo højt på år efter år, så hvorfor mon ikke også det skulle være det samme med blogs?

Altså er mit oprindelige råd rigtigt: skriv når du føler dig inspireret til det, skriv når du ikke kan lade være med det, og sørg for at skrive så godt indhold som muligt. Så gør det mindre, at der kun kommer to GODE indlæg den ene måned frem for at skrive 15 slatne indlæg som ingen alligevel gider læse.

Dét må være svaret på spørgsmålet. Skriver du godt er det aldrig forkert at skrive, men har du intet at sige, så vent til du føler dig inspireret til at skrive noget nyt.

Leave a Response