Ingen aprilsnar

1. april er for enhver skribent lidt af en udfordring. Der er så mange forventninger til at der dukker en aprilsnar op at man faktisk ikke kan skrive ret meget uden folk bliver skeptiske. Det giver et problem i at kommunikere effektivt når der ligger den slags forventninger på datoen, omend de fleste nok også i denne stund tænker mere i påskebaner end i kommunikation.

Ekstra Bladet præsenterede i dag den aprilsnar at Bent Falbert skulle være spindoktor for statsminister Lars Løkke Rasmussen. Den slags desperation ville være langt over selv det Lars Løkke kunne præstere, omend det naturligvis kunne være et levn fra dengang han var knægt hvor han blev bidt af en puddel i rumpen fordi han gik rundt og drillede hundene… 😉

Men spøg til side. Lars Løkke har nu nok brug for en spindoktor, men det er tvivlsomt om nogen ville være så desperate at takke ja til en sådan opgave i en regering som i forvejen lider voldsomt af et demokratist underskud. Det ville minde om en kamikaze-stilling i en tid hvor alle venter, at Venstre taber det kommende folketingsvalg.

Hvis du har læst bogen “Stuerent?” fra forlaget Frydenlund vil du vide, at der er så mange områder hvor regeringen har bøjet sig for støttepartiet Dansk Folkeparti at det vil kræve store anstrengelser at få ryddet op i det juridiske morads som er kommet af den siddende regerings hovsa-løsninger.

Værst af alt er at de få juridiske professorer som HAR råbt vagt i gevær er blevet desavoueret. Vi mangler et system som det engelske hvor dommerne TØR at gøre opmærksom på de fejl der ikke må ske set i forhold til vores grundlov. Grundloven bør ikke være et dókument som kun fremdrages grundlovsdag, men bør være en grundtekst som alle holder sig inden for.

Alle ønskes en god Påske. 🙂

Leave a Response