Forstå blogmediet

Først og fremmest Godt Nytår til alle. Som du sikkert allerede har gættet er denne artikel skrevet på forhånd. Dog var der ingen grund til at udgive det mellem jul og nytår for alle går og nyder mini-ferien, og det er fair nok. Men nu skal vi have arbejdshandskerne på til et nyt og spændende år med masser af udfordringer og nye muligheder. 🙂

Jeg har i de forløbne knap 14 dage kigget en del på forskellige blogs, herunder også enkelte “lister” som har forsøgt at definere kvaliteten af blogs. Det er selvsagt meget individuelt hvad folk lægger til grund for en god blog vs. en dårlig blog, men jeg mener der er visse fællestræk du ikke KAN komme uden om.

  • Værdi i indholdet
  • Personlighed
  • Udvikling

Værdi i indholdet
Indholdet SKAL naturligvis bibringe værdi for dig som læser af bloggen. Du skulle meget gerne blive inspireret på en eller anden måde af det, du læser.

Personlighed
Hvis ikke der skinner en holdning igennem i det du læser, bliver det lynhurtigt r*vkedeligt at læse. Der er, mildt sagt, ikke ret meget værdi i at læse en blog hvis du lige så godt kunne læse en bog fra almindeligt skolepensum om emnet. Bloggen som medie er stadig relativt nyt for mange, men holdninger bør ikke være noget “forkert” på en ordentlig blog.

Udvikling
Så længe alle kan mærke en udvikling så “sker der noget” på bloggen. Hvis du begynder at skrive en blog om et emne der ikke interesserer dig vil det hurtigt gå i stå. Der skal gerne være noget guf for at få dels en god start, men også for at bevare gejsten.
Sagt på en anden måde så er det en god idé at lave en tekstfil med mindst 20 titler på artikler du gerne vil skrive, og hvis titlerne kan komme inden for en times tid, er der guf på emnet. Hvis det tager dagevis at komme i tanke om materiale er det næppe noget emne du vil være specielt god til at skrive om. Hvis ikke DU er god kan en anden måske skrive bedre. Vær ikke bange for at overlade emnet til en anden, og vær heller ikke bange for evt. at gå sammen med to eller tre andre om en blog. Det kan kun øge udviklingen, hvis der kommer endnu flere indlæg.

Mindst lige så vigtigt mener jeg også, at de følgende to egenskaber ikke trækker ned på en blog, men viser at du som læser har fat på en blog skrevet af et “helt” menneske som også tænker lidt uden for boksen.

  • En afstikker fra emnet
  • Viden om dagligdagen

En afstikker fra emnet
Nogle vurderer at en afstikker med en rejsebeskrivelse eller noget dagligdags trækker kvaliteten ned på en blog. Den slags stringens modsvarer slet ikke bloggen som medie. Folk skal da være velkomne til at være uenige, men det gør ikke argumentet mere rigtigt.
Hvorvidt du forstår de medier du bruger vil kun definere hvor meget du selv får ud af mediet. Men forvent ikke at alle andre laver om på deres skrivestil alene fordi du stiller anderledes krav.

Viden om dagligdagen
Det er altid rart at vide noget om andre mennesker. Det gør det en smule spændende at jeg kan følge venner i det franske eller når en anden Internet Marketing mentor tager til USA. Hvorfor skulle det trække ned, at jeg får den slags informationer samtidig med en spændende blog? Overhovedet ikke. Tværtimod.

Konklusion
Du kan finde mange holdninger til blogs. Prøv selv at danne dig en mening og lav din egen topliste over blogs DU kan lide. Abonnér på dem via RSS, og nyd bloggen som medie. Når en blog er skrevet af et helt menneske som bibringer dig god værdi, fortæller dig noget nyt og står ved en holdning har du fat på et menneske som lever og har et liv som ikke kun befinder sig på professor plan stærkt adskilt fra den verden vi alle lever i.

God fornøjelse med alle blogs, og Godt nytår. 🙂

Leave a Response