Vi skal dømme mindre – og leve mere tolerant!

Vi kender alle skriftstedet om at se splinten i sin brors øje, men ikke bjælken i sit eget eller fordøm ikke, for at I ikke selv skal blive dømt. Det sidste minder os om, at det mål (den skala) vi bruger, når vi dømmer andre, vil blive os tilmålt med de handlinger vi foretager.

I en tid hvor præster lægger største fokus på nåde, så kan det synes som om handlinger ikke har nogen betydning, men her glemmer mange en del af den bjergprædiken, vi finder i Matthæus 5-7. Vi skal kende folk på deres frugter – og billedligt talt kan man IKKE plukke druer af en tjørn eller figener af en tidsel (7:16)…

Kristen mission der splitter

Selvom mange gerne vil bilde sig ind, at de kæmper for livet, når de demonstrerer mod abortklinikker i fx USA, så skal vi huske, at mange af de voldelige angreb kristne har begået, er startet med en dehumanisering, fordi man selv føler sig overlegen.

Jeg tror bestemt heller ikke folk i LGBT+-miljøet føler sig særlig velkommen, når kristne harcellerer med at Gud skabte mand OG kvinde, ikke to mænd eller to kvinder. Hvem har givet den pågældende nogen ret til at vurdere hvad Gud mener i dag?

Omskæring som eksempel

Da omskæring blev til en åndelig omskæring, var der mange der synes det var en skændsel, at man ikke bevarede omskæringen, ligesom nogle også ville bevære de dietære regler fra jøderne. Hvem siger ikke, at Gud MÅSKE, med tiden, har skiftet mening, og forventer, at Hans følgere følger med tiden?

Hvorfor skal ting gradbøjes som om det ene er relativt, og det andet ikke kan være det? Vi er her på planeten med én befaling – uanset religiøst standpunkt – og det er, at opføre os ordentligt over for hinanden. Den rejse mangler vi at tage, hvis vi gerne vil overbevise andre om en åndelig overlegenhed, som skulle overbevise nye tilhængere.

Meget få har turdet sige dette højt, og de folk, der har sagt det, møder ofte et kraftigt had, som i sig selv bør vække til eftertanke med ovennævnte tanker om den bjergprædiken, som meget få har læst som en personlig relevant tekst.

Afsluttende kommentar: Ovenstående tekst var for kontroversiel til at komme med som læserbrev i Udfordringen. I skal som følgere her på bloggen ikke snydes for teksten, når nu ikke Udfordringen havde plads i sine spalter…

Leave a Response