Sekterne har fået alt for stort spillerum i samfundet
I en tid hvor fokus iblandt danske politikere og de danske medier har været på udlændinge, så har man i årtier fokuseret på islam og ‘de fremmede’, og fuldkommen overset, at sekterne har haft alt for stort spillerum i samfundet.
Når man diskuterer hvorvidt Sara eller Ali spiser frikadeller, så er man ved at løbe et 200 meter sprint for at komme først med en udtalelse om, at nu vil man stramme op. Når børn ikke må gå til juleklip, fordi deres forældre, som medlemmer af sekten Jehovas vidner, ikke vil tillade det, så er man tavse.
Mindst lige så tavse er man, når samme medlemmer nægter deres børn at få en blodtransfusion. Det skriger til den himmel, som visse mennesker påstår at tro på en guddom styrer…
Helt ærligt, så er det lidt underligt, at man i en aktuel sag hører, at en mor med baggrund i sin sygeplejerskeuddannelse tapper blod på sit barn gennem flere år, og får seks års fængsel, mens forældre, som ikke sætter deres børns trivsel først bliver ignoreret af myndighederne. Det var da i sådanne Jehovas vidner-familier, at man bør reagere med baggrund i børnenes tarv…
Det er præcis de modsætningsfyldte dilemmaer, som udfordrer samfundet, for vi har med tiden fuldkommen mistet enhver evne til at sætte grænser over for religiøse bevægelser, som netop har skabt parallelsamfund. Man taler gerne om muslimske parallelsamfund, men ignorerer såkaldt kristne parallelsamfund. Det er da manglende logik, og burde kunne forstås af alle.
Sekterne skulle ellers gerne være kommet i fokus efter TV2 sendte serien Guds bedste børn om bl.a. The Last Reformation og Faderhuset. Der blev nævnt flere andre grupper, men nogle af de største har ikke været i pressen længe.
Da Westboro-baptisterne for en del år siden (i 2011) demonstrerede ifm begravelserne efter Uttøya, havde jeg et indlæg på min danske blog om Armstrongismen. Jeg havde dengang et læserbrev i Ekstra Bladet om emnet. Der har til dato aldrig været én eneste journalist som har spurgt ind til noget der relaterer til enten denne blog eller den danske eller amerikanske blog om Armstrongismen. Dette endda selvom flere af artiklerne, i al beskedenhed, har fortalt meget af det, andre ikke fortæller om kristendommen.
Det gør såmænd heller ikke spor, for jeg fokuserer på andre emner. Det med at dele viden om kristendommen og sekterne er der ingen penge i. Det har flere måtte sande gennem årene, senest bl.a. da Dialogcenteret i Århus måtte lukke. Jeg har også venner, der udgav EtSectEra, som de måtte standse, selvom det indeholdt oplysninger om talrige sekter til en meget billig pris, og suppleret af en hjemmeside, hvor næsten alt det øvrige var tilgængelig ganske gratis. Sjovt nok har medlemmer af sekter gerne brugt formuer, mens de var medlemmer, men hjælpen til en exit, synes man åbenbart skal være gratis.
Det ved sekterne godt. De få, der kommer sikkert ud på den anden side af den slags medlemskaber, kender alt til omkostningerne – såvel personligt som finansielt. Det er befriende at løsrive sig fra den slags bevægelser, og det bærer lønnen i sig selv, hvis man kan hjælpe andre til at gøre det samme.
Men når man i programmer som Presselogen skal høre på, at redaktørerne synes de laver dybdeborende journalistisk research, så må jeg grine en vis legemsdel i laser. Sekterne har fået alt for stort spillerum i samfundet, og det vil i dag kræve en hel del mere end politisk opportunisme med forslag om exitprogrammer alene fordi vi nærmer os et valg at få rettet op på den ubalance…
Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂
Kristeligt Dagblad har i dag afvist det indlæg jeg skrev om emnet, som derfor bringes her på denne blog i stedet:
Jehovas Vidner – sekt eller frikirke?
Den afdøde sektekspert, Johannes Aagaard, ville have protesteret voldsomt hvis han stadig var i live. Ligeså den emmigrerede sektekspert, Cyril Malka, som først udvandrede til Frankrig, og senere til Israel. Når flere kirkeledere i avisen 9/2 protesterer mod dommen i Rusland mod et dansk medlem af Jehovas Vidner, Dennis Kristensen, så er der tale om et væsentligt nybrud med den doktrinære situation her i landet.
Et væsentligt kriterium for, hvorvidt man er en kirke eller en sekt var treenighedslæren. Denne skelnen er ikke den eneste, for isolering fra det omkringliggende samfund er et andet væsentligt kriterie for sektforskere. I et samfund, hvor religionen spiller en gradvis mindre rolle, er det ret naturligt, at den slags kriterier ikke nødvendigvis er kendte af alle, men det chokerede dog undertegnede, at man efter TV2 sendte serien Guds bedste børn har valgt i sine nyheder, at bruge ordet ‘frikirken’ om Jehovas Vidner.
En af de væsentlige elementer i kampen mod sekterne er netop den kritiske dialog mod disse grupperinger. Når man slapper af på denne definition, åbner man op for muligheden for at yderliggående organisationer bliver mainstream, når man ikke længere skelner på de to mest afgørende elementer – og det kan komme til at koste mange familier en del ærgrelser både nu og i fremtiden, at man forholder sig så slapt til forskellene mellem kirke, frikirke og sekt.