Kirke- eller Religionsministeriet?

Der var for nylig en ophedet debat om hvorvidt vi skulle bevare navnet “Kirkeministeriet”, eller om f.eks. “Religionsministeriet” kunne være et nyt – og moderne – bud. Straks hørte vi Dansk Folkeparti komme med et løfte om, at man ville rulle navnet tilbage til “Kirkeministeriet” når man igen fik regeringsmagten hvis der under den nuværende regering skete et navneskifte.

Onde stemmer ville nok ret hurtigt minde fru Pia Kjærsgaard om, at hun også sagde det samme i 1997 om revselsesretten, men at forslaget kun sjældent blev nævnt af dem efter Anders Fogh Rasmussen overtog regeringsmagten efter Poul Nyrup Rasmussen i 2001. De samme onde stemmer ville nok også minde fru Pia Kjærsgaard om, at børneopdragelse er mere end retten til at bestemme hvordan vi opdrager vores børn.

Faktisk ville mange nok undre sig i dag over det godt KAN lade sig gøre, at opdrage sine børn med argumenter frem for smæk. Ikke desto mindre er det sandt – og det var da også i 2011, at Dansk Folkepartis leder gjorde op med den sag, og erkendte, at man havde ændret opfattelse på området.

Hvor vigtigt er navnet på ministerier?
Jeg synes det er yderst relevant at stille dette spørgsmål, for mange ministerier har gennem tiden ændret navne og resort-sammenhænge. Nogle ministerier er lagt sammen, mens andre er blevet delt op. Faktum er, at den slags mest af alt minder om ændringer for ændringens skyld mere end reelle forandringer af den egentlige politik.

Danmark er, på både godt og ondt, et flerkulturelt samfund. Mange trosretninger lever i fredelig sameksistens med hinanden, og måske VAR tiden moden til et navn som “Ministeriet for religiøse anliggender”… Blot en tanke, for det er jo ikke ligefrem fordi folkekirken besøges af ret mange faste gæster. I disse tider er medlemsflugten måske noget de implicerede parter BURDE tænke nærmere over, hvis de overhovedet tænker på at vende udviklingen.

Den slags tager jo tid, for bestående generationer skal først have børn før nye folk kommer til under f.eks. konfirmationsforberedelse, og derved har folkekirkens egne præster en meget væsentlig grund til at tænke nærmere om det er selve SUBSTANSEN der skal gøres noget ved, eller om det er nok at sige, at nu har Kirkeministeriet haft det navn så længe, og derfor skal det bare fortsætte.

Med andre ord, er det historien om 90 års fødselsdagen igen. Same procedure as last year… 🙂

Leave a Response