HAR troen betydning for psyken?

Der opstilles en interessant teori når flere påstår, at troen har betydning for psyken. Der er, for det første, et definitionsmæssigt problem, for HVILKEN tro taler vi om? Dernæst kunne man stille sig selv spørgsmålet om ikke buddhismen (uden guder) kunne have en mindst lige så positiv effekt som den udefinerede tro? Hvilket i øvrigt også frembringer spørgsmålet om ikke der også findes en DESTRUKTIV tro, som dermed kunne virke direkte negativt på psyken?

Hvad er tro?
En definition af tro kunne være:

I almindelig sprogbrug er tro og overbevisning synonymer. Den lingvistiske forskel er, at tro kan optræde som et udsagnord (‘jeg tror’), mens overbevisning højst kan udgøre et tillægsord når det gælder en selv (‘jeg er overbevist’). Begge har en navneordsform (‘jeg har en tro’ / ‘jeg har en overbevisning’). Tro fremstår derfor mere som en aktiv personlig handling, hvilket kan hjælpe med at forstå specialbetydningerne af termen tro.
Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Tro

Selvom tro (eller overbevisning) således lige så godt kunne være en fiosofisk eller politisk “tro”, så tænker de fleste på den religiøse tro når de bruger ordet.

Du kan finde mange mennesker som er positive uden at være troende. Flere ateister har været socialister, og troet på det bedste i mennesker lige til deres død. De er senere blevet opfattet som værende nærmest en smule naive. Men deres overbevisning gav dem et langt og udbytterigt liv. Glade og optimistiske af natur.

Det modsatte kunne sagtens siges om folk i religiøse sekter. De har såmænd også en tro, men DERES religiøse tro udelukker dem fra det omkringliggende samfund. Perspektivet bliver et “os” versus “dem” — med særligt fokus på at undgå det “verdslige” som skal definere det omkringliggende samfund fordi dette som oftest opfattes som en trussel for de rettroende. Præcis lige så isolationistisk som mange andre skadelige bevægelser, og alligevel lever mange af disse sekter lige under radaren, netop fordi medlemmerne helst undgår enhver kontakt til dem som netop kunne hjælpe dem.

Så når folk taler så generelt om tro er der ofte lyserøde tanker bag, men ikke nødvendigvis det vi objektivt kunne definere som positive tanker. For at være positiv kræves også en realisme — en erkendelse af de ting vi ikke kan ændre. Dem kan vi nemlig lige så godt skrinlægge og komme videre. Optimisten behøver ikke være naiv, men vedkommende vil erkende, at kunne ændre sig selv men ikke alle omkring sig.

I dét perspektiv kunne en overbevisning sagtens hjælpe folks psyke. Men det er ikke nogen selvfølge, at enhver tro har denne positive effekt.

Leave a Response