Den nødvendige provokation
Det er nogle gange nødvendigt at provokere for at få en reaktion. Det gælder også når jeg skriver om kristendommen. På en måde kunne jeg være fuldkommen ligeglad med at dele tanker og ideer, men det er jeg faktisk ikke. Kan jeg få blot én til at tænke selv frem for at fortsætte vanetænkningen, så er meget nået…
Når mange taler kristendom, taler de ofte om lyserøde skyer, harpespil, flotte idealer m.v. Kommer der jordnære spørgsmål på bordet, så kniber det noget mere med et svar. Hvorfor mon?
Fordi den kristne i mange sammenhænge er vænnet til at undgå visse emner. Ganske som det i indre missionske kredse hed sig at alkohol var forbudt, selvom kritikken faldt en smule til jorden når denne tømrerdreng selv blev citeret for at have omdannet vand til vin. Selvom vi kan diskutere herfra til evigheden om hvad der er muligt, og hvad der er knap så muligt, så vedbliver ét generelt indtryk. De kristne er ganske ofte meget konfliktsky.
Den nødvendige provokation er derfor at have en blog som de kristne kan læse ganske frit. Så kan de selv danne sig et indtryk af denne bevægelse. På mange måder er kristendommen nærmest sekterisk, fordi den isolerer folk i et “os vs. dem” // de gode vs. de mindre gode // præcis som andre grupper har forsøgt at gøre det. Det ses bare ikke af de kristne selv, fordi det er meget nemmere at pege fingre ad andre frem for at gøre noget ved selve problemet.
Ganske som i de gamle dage, så er behandlingen af “vantro” stadig lige så barsk i dag. Folk bruger bare ikke de samme metoder som i middelalderen. Men deres kulde er lige så klar og tydelig fordi det rører ved noget fundamentalt hos dem.
Jeg fristes næsten til at sige, at mange forstår kristendommens mangler, men mange vil ikke tage afstand fra dem…