Krisens perspektiv

Når finanskrisen skal beskrives, så taler mange med vidt forskellige perspektiver. Alt afhænger af øjet der ser. En krise kan anskues med optimisme, pessimisme, begrænset optimisme, delvis pessimisme og faktuelt. Det sidste er afgjort det sværeste fordi mange ønsker at gøre f.eks. boligmarkedet eller arbejdsløsheden til “deres” væsentligste faktor.

For de kristne er der opstået en lyst til at spare penge på kirkeskatten, og eksperter har vurderet, at finanskrisen delvis har skylden i dette. Der er ikke mange som tænker over der KUNNE være en dybere årsag til medlemsAFGANGEN. F.eks. var det en mulighed, at nogle VAR blevet ganske trætte af den bedrevidende tone der høres i et humanistisk fremstød som har haft til formål at drage regeringens beslutning om hjemsendelser til Irak i tvivl. Kirken er blevet en politisk forening, og i dag ikke kun et “åndeligt samlingssted”.

Det skifte som det medfører, medvirker også til at øge lysten til at søge andetsteds med sine holdninger og meninger. Særligt hvis det efterhånden er ved at blive lidt for tydeligt, at den primære formålsparagraf ikke længere observeres. Præstegerningen er blevet en underlig sammensmeltning af traditioner og et tag-selv-bord i forhold til hvad den enkelte præst står for.

Således kan du finde store forskelle rundt i landet mellem hvad der siges fra talerstolen — omend nogle er forsigtige nok til kun at holde sig til de “bløde” ord som ender i en sørgeligt kedelig ligegyldighed.

Når krisen skal vurderes så er det vigtigt at forholde sig sobert til den. Der er næppe ret mange som “gider” gøre det store for at spare ca 0,9% kirkeskat, så det er IKKE krisen som er den primære årsag. Til gengæld er folkekirkens manglende stillingtagen til tingene noget af det som de kristne må forholde sig til. De har ikke længere støtte til deres holdninger i kirken, og mange søger derfor videre andre steder, herunder også i nyreligiøse sekter.

Leave a Response