Ren kapitulation

Når der i Kristeligt Dagblad skrives en artikel med titlen “Flere melder sig ud af folkekirken” hvor finanskrisen får skylden for folks udmeldelser, så viser det med al tydelighed, at folkekirken ikke har en pind forstand på hvad der foregår ude iblandt befolkningen.

Jeg er selv udmeldt af folkekirken, og et af mine væsentligste argumenter for at gøre det var ganske afgjort den POLITISEREN som er kommet ind i folkekirken. Præsterne er ansat af staten, og alligevel vil de protestere imod de beslutninger der foretages i skiftende regeringer ved at gøre præstegerningen til en talerstol for diverse demonstrationer.

Uanset om man måtte være enige med regeringen, så bør man erkende en meget principiel leveregel. Kan man ikke lide lugten i bageriet, kunne man gå andetsteds. Hvis jeg var ansat i en dansk region, og ikke brød mig om beslutningerne der blev truffet, stod det da enhver frit at skifte erhverv. I stedet bruges humanisme som argument for at demonstrere i såvel flygtningesager som i andre forhold hvor det pludselig kan gøres relevant for pressen at markere en “kristen synsvinkel” på tingene…

Mest overraskende har været de erkendelser af præstestuderende som direkte indrømmede at de hverken troede på Gud, eller for den sags skyld på skrifternes syn på homoseksualitet m.v. I et sekulært samfund står det enhver frit at vælge sin seksualitet, men det er fuldkommen misforstået at gradbøje alle andre menneskers valg alene for at legitimere ens egne valg.

Det gør folkekirken svag på et område hvor nyreligiøsiteten i stedet for fuldkommen frit spil. Men dén forståelse kræver erkendelse og indsigt. To ting som de fleste danskere ikke gider beskæftige sig med, fordi det er meget nemmere bare at gå den almindelige vej uden på nogen måde at tage stilling til hvilke mekanismer der rører sig i samfundet.

Når en Lotto-millionær kan finde på at ofre 21 millioner til Scientology så er det ikke “nok” kun at forklare tingenes tilstand med finanskrisen. Jeg erkender, at det er nemmere at bruge finanskrisen som årsag, men den holder bare ikke i længden. Finanskriser kommer og går, men de egentlige problemer består…

Derfor ville det klæde journalisterne på Kristeligt Dagblad at undersøge forholdene frem for alene at bruge akademikernes forklaringer som om det var “de vise sten”… Dog er det vist lang tid siden, at holdninger kom ind i journalistikken, og det var vist også på dette område et sted hvor individuelle blogs er langt sjovere at læse end kedelige klummer i en avis.

Leave a Response