Kristendommens opfindelser – del 9

Lad os lige opsummere seriens indhold:

  1. En “ny” begyndelse
  2. Jonastegnet – fiskens bug
  3. Guds Lov (Torah) vs. “en ny lov”
  4. Ærefuld begravelse – ikke en kristen værdi?
  5. Den antisemitiske vinkel på den "kloge" jesus’ belæringer – faktum eller myte? (Del 1 af 2)
    Den antisemitiske vinkel på den "kloge" jesus’ belæringer – faktum eller myte? (Del 2 af 2)
  6. Arvesynden – Adam og Eva
  7. Udødelig sjæl
  8. Aflad

Hvis du ikke har læst hele serien endnu, så er det nok en god idé at få det gjort for der bygges videre, og viden fra forudgående artikler KUNNE danne et godt fundament for at forstå indholdet, selvom jeg naturligvis har gjort mit yderste for at bibringe læserne en komplet forståelse uafhængig af andre afsnit.


Når nogen lukker ørerne for belæring, vækker endog hans bøn afsky” (Ordsprogenes Bog 28:9).


Lignelser – genialitet eller underlødig filosofi?

Nogle forfattere er ukendte mens de lever, mange af dem burde forblive det også efter døden, men nogle gange giver århundreder en valør til et værk som ikke altid står mål med den kildekritik vi ville gøre brug af i dag. Ikke at dette gælder på religionens område, for tydeligvis er det fuldstændigt undgået de kristnes opmærksomhed at tænke over hvilken rolle, formål og værdi der skulle ligge i denne tømrersøns nok så famøse lignelser.

Nogle synes de er geniale, mens andre undrer sig over den tydelige mangel på egentlig værdi, morale og pointe i indholdet. Den sidste gruppe (skeptikerne) kan de kristne altid opfatte som de uforstandige, da lignelserne kun blev forklaret for de indviede/disciplene. [Citat: “Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple” (Markus 4:33-34)]

Men først et par praktiske eksempler på et par af disse lignelser:

  • Forlade 99 får for at genfinde et tabt?
  • At sende folk afsted til den sikre død

Forlade 99 får for at genfinde et tabt?

»Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.
Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
” (Lukas 15:4-7)

Forsøget på at rationalisere lignelsen med slutkommentaren i vers 7 kan ikke fjerne det fuldstændigt tåbelige i at forlade 99 får for at genfinde et som gik bort. I naturen ville et sygt får tjene til føde for andre dyr, og hvis endelig én enkelt person skulle ønske at gå i en helt anden retning hvorfor skulle man så svigte 99 for at prøve at genfinde den ene?

Det forklarer selvfølgelig en del af den – sikkert ubevidste? 😉 – tendens til klassetænkning i kristne samfund. Særstatus og særtjenester er åbenbart en del af den orden og det system man har ønsket at inddele kristendommen i. En slags del-og-hersk tankegang.

At sende folk afsted til den sikre død

Så gav Jesus sig til at tale til dem i lignelser: »En mand plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da tiden var inde, sendte han en af sine folk for at få sin del af vingårdens høst af vinbønderne. Men de greb ham og pryglede ham og sendte ham tomhændet bort. Han sendte en anden af sine folk til dem; også ham slog de i hovedet og vanærede ham. Så sendte han endnu én, og ham slog de ihjel. Og han sendte mange andre; nogle pryglede de, andre slog de ihjel. Endnu én havde han, en elsket søn, ham sendte han som den sidste til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men disse vinbønder sagde til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, og arven er vores. Og de greb ham og slog ham ihjel, og de smed ham ud af vingården. Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.” (Markus 12:1-9).

Udover det åbenbare misbrug der i vers 10 sker af et vers fra Esajas, så er hele lignelsen absolut rådden. Ingen ville nogensinde gentage proceduren med at sende en mand i den sikre død som “skatteopkræver” eller “incassomand”. I dag ville vi tilkalde politiet, men allerede dengang ville man tage to eller tre ekstra mand med som vidner til det hændte.

Der anes tydelige spor af psykisk vanvid i hele tankegangen bag. En form for mystisk “vi-er-så-vigtige” tankegang som simpelthen skriger til himlen. Denne tømrersøn ville virkelig have nogle afstumpede mennesker som ville følge ham betingelsesløst, hvilket jo også er påvist i kommentaren om at gøre sig klart hvad det kræver at følge denne jesus, som skildret i slutningen af Lukas kapitel 14 – fra vers 25 og frem…

Kritikere revses

Matthæus 13:10-13 fortæller: “Disciplene kom hen til ham og spurgte: »Hvorfor taler du til dem i lignelser?« Han svarede dem: »Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet. For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter.

Der spilles altså på alle tangenter for at antyde, at man skulle være ganske speciel for at "kunne forstå" logikken bag denne filosofi. Altså endnu en kristen opfindelse.

Leave a Response