Det at kunne sprog er en stor gave…
Det er en meget stor gave at kunne læse, tale og skrive flere sprog. Tænk blot på teologiens verden. Ganske mange værker findes mest på engelsk eller tysk. Postsproget er fransk, og ganske mange beskrivelser af særegne vinområder findes kun på spansk.
Rent matematisk er det meget logisk, at der ikke er ressourcer til at oversætte alt til dansk. Alene hvis man tog udgangspunkt i midten af sidste århundrede ville det kræve voldomt mange menneskers komplette koncentration i flere årtier for blot at skrabe overfladen af alle de værker som man faktisk har DIREKTE adgang til hvis man kan læse, tale og skrive flere sprog.
I Danmark har vi traditionelt et ret særpræget syn på skrifternes oversættelse. Det overlades næsten ene og alene til Det Danske Bibelselskab, og mere dagligdags sproglige oversættelser anses for lettere småodiøse – ikke ud fra sproglige betragtninger men alene fordi det nærmest er tabu at ville oversætte de hellige skrifter.
Vi oversætter alt muligt andet – lige fra film OM religion til bøger og artikler fra specialmagasiner. Men en oversættelse af Skriften er noget mange vogter sig for at gå ind i.
Den danske vs. den engelske tradition
Når jeg sammenligner med “den engelske tradition” vil nogle anholde at jeg inkluderer de amerikanske udgaver fordi det for dem er synonymt at sige “engelsk” og “britisk-engelsk.” Det er en stor skam for hvor amerikanerne har lavet den højst udskældte New International Version-udgave (hvor mange klart foretrækker New King James fra 1982 udgivet af Nelson Publishers), så er der faktisk også en “New American Standard” som ikke er helt så tosset.
Mange har opfattet den engelske bibel som værende lig med King James Version (der blev udgivet ca. 1611), og i den forbindelse kan man – uanset personlige præferencer – i hvert fald finde ens egen “favorit” blandt flere dusin udgaver. Der findes sågar en interlinear udgave som opsætter 26 versioner i forhold til hinanden så man selv kan danne sig et indtryk af teksten.
De danske udgaver er der bestemt ikke ret mange af. 1931-oversættelsen af de hebraiske skrifter overlevede helt frem til 1992, og før denne var der en udgave som blev oversat i 1907. Så den “danske” pversættertradition har ikke rykket nævneværdigt på sig.
Man kunne spekulere over om det er de høje danske lønninger til sprogeksperter og teologer som gør at man ikke får gennemført sådanne projekter oftere, men uanset begrundelsen er det i hvert fald væsentligt at kunne flere sprog hvis man skal udvide sin horisont i forhold til det sparsomme materiale som forefindes på dansk.