Voksentur fra Billund til Kreta
Den første voksentur - helt uden børn
Vi havde talt en del om hvor sundt det ville være bare at parkere ungerne, og så tage en voksentur. Oprindeligt var tanken at tage til Tyrkiet - især Alanya havde vores helt store interesse, bl.a. fordi vi gennem diverse boligprogrammer på tv havde fået et indtryk af, at mange danskere faldt for denne del af Tyrkiet.
Dog havde vi ikke lagt os fast på noget, så da afbudsrejsen var klar til den rette pris hos Spies Rejser, slog vi til, og kom derved til den græske ø, Kreta. Grækenlands flotteste ø mener mange.
Vi har valgt - ligesom med sommerferien i Frankrig i 2006 - at offentliggøre billederne som et stemnings-album, og da vi nu lige har anskaffet os en multifunktionsmaskine (HP PSC1510 på tilbud i Bilka), var det nærliggende at få disse billeder scannet ind. De har ventet siden oktober 2006 på at vi skulle få gjort dem klar til domænet.
Afgang Billund
Det var ikke kun morgentræthed, men også ubehaget ved snart at skulle op i flyet til starten, der satte sit præg da billedet af fruen skulle tages.
Jeg savnede start og landing, så det var forventningens glæde - omend jeg ikke lige synes jeg så specielt "frisk" ud. Det med at stå tidligt op er ikke det mest morsomme, men køreturen fra Tønder til Billund hjalp lidt på friskheden. Nu var vi i hvert fald begge parat til at slippe alt - internet og telefoner blev levnet herhjemme. Nu skulle vi slappe af på ferie i Grækenland.
Ankomst Kreta
Alt forløb fint ved ankomsten. På bussen ind til ankomsthallen, ganske som vi i sin tid havde prøvet på ferier på Mallorca m.v. Nu kom jeg så i tanke om, at mit kyrilliske tegnsæt ikke lige var opdateret, så nu stødte vi jo så altså på en hel del nye tegn som vi ikke just kendte i forvejen. Nå, man er vel turist med pionérånd, så den slags små forhindringer skal da ikke komme i vejen for at kunne hygge sig, vel? :-)
Vi kom til bussen der skulle køre os ud på hotellet, og faktisk havde det ægtepar der havde placeret sig forrest til venstre valgt samme hotellejligheder som vi havde. Det viste sig at hustruen dér havde været vognmand i Ålborg, så taxa blev ganske kort nævnt et par gange under ferien. Hendes mand var handy-man som desværre havde en del rygproblemer. Smadderhyggeligt ægtepar, som vi stødte på et par gange undervejs.
Bussen var lettere forsinket af at et par havde mistet en kuffert, og den slags er jo aldrig morsomt. Men, igen, når man er på vej til en ferie, så bruges den første times tid på lidt småsnak og at kigge på de nye omgivelser...
Ankomst til lejligheden
Det var et ret smart system på det værelse, for når man kom ind i lejligheden satte man sin nøgle i magnetholderen ved døren, og derefter kunne lyset tændes. Når man forlod værelset tog man, naturligvis sin nøgle, og derved slukkede alt lys - undtagen køleskabet som naturligvis kørte videre. Uden tvivl et system, der sparede meget strøm.
Apropos strøm skal man være forberedt på, at i oktober måned er tagvarme-elementerne som skulle sikre varmt vand slet ikke nok. Man skal være forberedt på lunkne afvaskninger. Det ville jo være lækkert hvis det var i gode temperaturer, for så ville det friske op. Men når der i forvejen "kun" er små 12-14 grader, så bliver det halvkoldt...
Værelset ville slet ikke være særligt vigtigt på en ferie til Kreta. Der er normalt hamrende lækkert, varmt, hyggeligt og godt at være. Vi ankom på den forkerte tid af året, og tilbragte derfor en del mere tid på værelset end det ellers ville være tilfældet.
Når Spies reklamerer med "ferier du ikke vil hjem fra" kan vi ikke helt undlade at trække på smilebåndet. Dog fik vi senere at vide, at vi ville have ramt det samme vejr hvis vi var landet i Tyrkiet. Lige den uge var altså vejrmæssigt noget bras... ;-)
Lidt billeder fra diverse ture
Det kunne blive "værre".... :-)
Vi snakkede meget om hvor morsomt det er at komme til et helt nyt område - hvor man slet ikke bekymrer sig om at tingene skal se "åh så pæne ud". Her prioriteres det praktiske, og hvis der er plads, så gør man som det passer én... ;-)
Der ligger en sjov forhistorie bag at vi rent faktisk fandt den lokale Lidl. Først havde vi jo set Lidl på vej til hotellet fra lufthavnen, og jeg tænkte straks: "Jubii, også hér kan man finde Lidl!" fordi vi har mange positive erfaringer med dem. Lige siden vi første gang oplevede Lidl i Suderlügum i Tyskland har det været en stor fornøjelse, at Lidl nu har overstået første leveår. Vi håber kæden får rigtig mange år i landet. Mere om det på de forskellige blogs. Men i hvert fald havde vi kigget på et skilt der stod ved hjørnet af hovedgaden. Vi undrede os over pilens retning, fordi det eneste vi kunne se var noget der lignede en byggegrund.
Nå, men Lidl var nok på vej. Først da vi pludselig så en kvinde komme gående med en Lidl-pose blev vi begge enige om, at hun nok ikke havde gået ret langt med den, så vi prøvede lykken. Allerede ganske kort forbi det opstillede tørkloset (som taxachaufførerne sikkert var temmeligt glade for), så vi pludselig skiltet. Tænk sig, at så få meter var det eneste der skulle til... :-)
Retymnon "city"
Hvor man i Danmark er vant til rigtigt store vende- og holdepladser for busser, så ser man ganske anderledes på den slags i Grækenland. Der er fyldt til bristepunktet nogle steder - en chauffør dernedefra må få et kæmpechok hvis han kommer til Danmark. :-)
Ganske som du ovenfor kan se, er Lidl flere steder på øen (vi så den i Palatanes og da vi kørte mod hotellet fra lufthavnen), så er Champion også at finde på Kreta. Gode grøntsager præger hele øen, men altså forbavsende at se hvordan ultramoderne bygninger mænger sig blandt oldgamle (og i nogle tilfælde faldefærdige) bygninger.
Retymnon kysten
Selvom det var en meget hård vind, der blæste, så var det frisk og dejlig havluft. Virkelig den der behagelige luft som man meget let kan komme til at savne når man ellers befinder sig i Vestsjællands-området.
Både fruen og jeg synes lige vi ville skiftes til at tage et billede af hinanden.
Nu gik turen tilbage fra kysten
Vi havde bestemt os for at tage en kop kaffe og sådan lige friske op efter al det friske havluft. Vi tog en cola på vejen retur, og satte os faktisk ved Champion på vej til en café. Fruens ben skulle også lige kunne følge dette tempo. Selvom vi tog den med ro, kunne det jo ikke helt undgås, at vi efterhånden fik gået lidt.
Det er sjovt at se hvor anderledes grækerne kører her på Kreta. Der er ingen tvivl om, at veldisciplinerede danskere får sig lidt af et kulturchok. NÅR der er plads, så går det fremad.
Vores stamsted i Palatanes
Denne restaurant endte med at blive vores stam-taverna. Vi blev behandlet rigtig godt. Faktisk lidt sjovt, for oliven er jo ret salt, og jeg undgår dem gerne - selvom jeg også ind imellem indtager det som snak til en aperitif når vi f.eks. er i det franske.
Vi havde begge pillet oliven fra, og ellers spist op, lagt drikkepenge - og egentlig ikke tænkt videre over det. Men dag 2 blev vi jo sultne igen ved frokost-tid, og valgte at prøve stedet igen. Denne gang kunne de allerede huske, at oliven ikke var sagen, så vi fik skam tunsalat uden oliven. Dag tre var vi et andet sted at spise, men dag fire fik vi den sædvanlige tunsalat. Man kunne næsten aflæse på blikket: "der kommer tunsalaterne"
Et meget venligt folkefærd, og bestemt glade for trofaste kunder.
Bag restauranten
Den ene dag valgte vi bagudgangen (efter at have betalt, naturligvis), og så derved køkkenhaven bag restauranten der gik det meste af vejen ned mod stranden. En dansk gartner ville få lidt af et kulturchok over hvordan ukrudt trivedes samtidig med grøntsager. Her skal der i hvert fald ikke sprøjtes mod noget ukrudt. Utvivlsomt en af grundene til at grøntsagerne er så velsmagende som de er. :-)
Tilbage på værelset
Der er slet ingen tvivl om, at Kreta er en perle når vejret er rigtigt. Ingen tvivl om, at vi også vender tilbage til øen igen. Palmerne der står flot og bastant minder én om, at man næsten befinder sig nede omkring det afrikanske kontinent. Og dog er man alligevel i Europa.
Vi var især fascinerede af at to af palmerne ved hotellet faktisk var bananpalmer. Vi rørte dem naturligvis ikke, men kunne ikke helt lade være med at tænke på hvordan det måtte være at kunne gå ud i sin have og plukke en banan ganske få sekunder før den serveres... Den slags kan godt sætte visionerne i perspektiv. :-)
Lidt blandede billeder
På gensyn, Kreta!
Der kan siges rigtig meget positivt om øen, og selv i det dårlige vejr faldt vi straks for både stemningen, duften, maden, befolkningen - altsammen fungerer i en helt anden tidsalder end den vi kender. Selvom der (ifølge det vi hører fra andre) er begyndt at være langt mere moderne end for bare tyve år siden, så bevares den græske ånd i bedste velgående. Øen kan varmt anbefales.