Holocaust-mindehøjtideligheden

Da vi i den forløbne uge kunne se TV2 News vise Holocaust-mindehøjtideligheden for 75-året siden 2. verdenskrigs afslutning fra Yad Vashem i Jerusalem, var der én ting, der undrede mig slet ikke blev nævnt af kommentatorerne: der var ikke én eneste arabisk leder til stede.

Det er et alvorligt problem, at selv en fredelig mindehøjtidelighed ikke har deltagelse fra ALLE verdens ledere. Vi har et fundamentalt problem med hele verdenssamfundet, og ingen vil forholde sig til elefanten i rummet…

Man bliver SÅ træt af, at sportsbegivenheder, musikarrangementer og flere andre ting iblandes den samme historie om ‘bosættelser i Gaza’, altimens man ikke engang vil deltage i verdens allervigtigste begivenhed: markeringen af, at vi ikke ønsker nazismen nogensinde får fodfæste igen!

Har den iranske retorik om jøderne virkelig skræmt hele Mellemøsten fra at kunne markere en mindehøjtidelighed som denne? Vi kender vist alle svaret, og det er bestemt ikke kønt, for det er præcis denne konfliktskyhed, der giver næring til polariserede politikere.

Håbet er, at man en dag vil forene sig om positiv dialog, hvor man emne for emne vil forholde sig seriøst og sagligt til emnerne, men mine indtil videre snart 47 år her på planeten har lært mig, at selvom håbet er lysegrønt, så er det som at banke i en dyne. Uanset hvad man siger, eller skriver, så kommer der et fjols som insisterer på SIN version af historien, og så har man et skænderi. Ingen søgen efter fælles grund, men alene polarisering, fordi DE har sandhedEN, og enhver, der udfordrer denne er ditten og datten…

Denne blog blev startet for at kæmpe mod antisemitismen, og teksterne er skrevet med dialog for øje. Ikke for at prædike for andre. Tværtimod. Alene for at illustrere det, andre forholder sig tavst til.

God weekend til alle bloggens læsere.

Dette indlæg blev udgivet i Vigtige begivenheder og tagget , . Bogmærk permalinket.