Denne artikel er egentlig en forlængelse af artiklen fra april, hvor jeg nævnte Netflix-serien Terrorism Close Calls. Det er alvorligt, når man ser, at nogle fejrer Krystalnattens jubilæum med gravskænderier og jødestjerner på postkasser. Det er LANGT mere end bare drengestreger, når den slags foregår…
Vi elsker at prale med hvor tolerante vi er, men det lugter lidt af samme ånd, som prægede dengang det tidligere Østtyskland kaldte sig DDR. Deutsche Demokratische Republik var alt andet end demokratisk. Det var diktatur inspireret af, at være satellitstat for Sovjetunionen!
Vi kan heldigvis se, at politikerne på tværs af alle politiske holdninger tager afstand fra disse handlinger, men der gemmer sig en underliggende intolerance, som ingen rigtig forholder sig til. Tonen i debatterne er for længst blevet så grove i ytringsfrihedens hellige navn, at man i dag kan læse udtalelser, som ingen ville have skrevet dengang jeg selv var barn.
Det bør man forholde sig til. Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg selv har forsøgt at italesætte denne negative tone, men alt for mange er helt tonedøve over for den realitet, at alt starter med det sprog, vi bruger.
Når man taler negativt om andre, så planter man et frø – hadets frø – og det frø elsker næring. Vandet kommer fra fodringen af svinehunden, og til sidst har man rent faktisk en intolerant befolkning, som er blind over for egne fordomme over for den pågældende befolkningsgruppe.
Nogle elsker konflikter, og så længe vi ikke tager et selvransagende blik på egen retorik, så kommer vi desværre ikke denne ubehagelige tendens til livs.
God dag til alle bloggens læsere. 🙂