Nyhederne er ved at svømme over med nyheder om, at en ny regering er nært forestående. Desværre er det med samme leder, så vi skal ikke forvente de store forandringer hvad angår stilen i dansk politik…
Jeg skrev den 29. april følgende på Twitter/X: “Ser ud som om vi får fire år mere med Mette Frederiksen… Det er tragisk at man efter alt for mange år med magtfuldkommenhed, ikke har modet til at sige fra. Dette bliver mit sidste pip om #dkpol, for det vil være spild af tid at prøve at mane til besindighed, når alle er mere fristede af ministerbilet end det åbenbare, som gav @Spolitik (socialdemokraterne) det hidtil dårligste resultat, og fortsat fald i tilslutning i meningsmålinger. End of discussion herfra“
Gjorde min borgerpligt – har stemt
Jeg brevstemte selv ti dage før valget for at undgå kø ved valgstederne. Dagen før skrev jeg en kort artikel for at få så mange som mulig op af sofaen, så de i det mindste havde taget stilling.
Før tredje kongerunde skrev jeg artiklen Ren gakkelak i dansk politik, fordi det allerede dengang stod klart, at 12 partier, hvoraf et er smeltet helt sammen, er tegn på kaos på Borgen. Der er brug for en grundig oprydning, og flere taler allerede om enten spærregrænsen eller antallet af stillere før man kan stille op.
Mine bud på forandring
Jeg er selv kommet med mange bud ovre på min blog Den danske grundlov, herunder forskellene mellem reglerne for valgbarhed i kommuner, amtsråd (nu: regioner), folketing m.v. Der er tydeligvis ikke så mange stemmer i noget så tørt som politik, for responsen har været nærmest larmende tavshed. Politik er kun for nørder og teknokrater…
Jeg er grundlæggende idealist – men er færdig med dansk politik
Jeg VIL så gerne tro på det bedste i mine medmennesker. Jeg vil også gerne hjælpe andre med at forstå, hvordan de kan profilere sig, men jeg kommer ikke til at sige ret meget om dansk politik fremadrettet. Det er nytteløst, for det bliver ved en masse snak og nul handling.
Fortsat god søndag til alle – og nyd sommeren. 🙂