Der er sagt og skrevet meget positivt om det at være vædder af stjernetegn. Ord som modig, entusiastisk, ivrig, uafhængig og hidsig er blandt ordene. I andre sammenhænge nævnes også iværksættertype og lederevner, men, at man skal være opmærksom på, en vædder kommer til at kede sig, når en ide er gennemført.
Et nøgleord jeg fik af en astrolog, som dengang var nabo til et bofællesskab på Kamstrupvej i Vor Frue ved Roskilde, var retfærdighedssans. Det ord har jeg tit bemærket ER en nøgleværdi, for jeg reagerer meget skarpt over for uretfærdighed, og det har jeg gjort hele vejen tilbage til de helt unge år.
En svær egenskab i en uretfærdig tid
Det er ingen hemmelighed, at vi er udfordret i denne tidsalder, hvor Trump på tirsdag har været præsident i et år i sin anden periode. Han er endnu mere vanvittig end han var under sin første periode, og det siger ikke så lidt…
Jeg fravælger ofte nyhederne, fordi vi her i landet bruger ALT FOR MEGET ENERGI på at danse efter det orange monsters pibe. Det, kombineret med krise i mellemøsten og så Ruslands invasion af Ukraine gør bare, at man bliver hurtigt træt af, at høre der IKKE er en voksen til stede i de internationale fora, der kunne banke én gang i bordet med hammeren og sige nogle borgerlige ord om verdenssituationen.
Vi har en buldrende klimaudfordring, lande der ikke kan enes – og så spilder vi tiden på Trump frem for, at fokusere opmærksomheden på løsninger. Der er BRUG for løsninger – og det skal vi turde sige højt.
Siger mere pyt i dag…
Jeg siger af samme grund mere pyt til ting i dag. Erkendelsen af forskellen mellem de ting, man KAN gøre noget ved og dem, man IKKE kan gøre noget ved er vigtig for at bevare sit mentale helbred. Vi må mindske stressen for at bevare det gode humør.
Jeg har for længst droppet de typer, der argumenterer for, at vi altid skal bekymre os om præcis deres argument – for enkeltsagsprædikanterne elsker at give dig dårlig samvittighed. At du har fokus på ti ting er ikke nok. DERES kæphest er vigtigst…
Skeptikeres syn på astrologi
Jeg har hørt mange argumenter fra både fans og skeptikere i forhold til astrologi.
Mit eget syn på sagen er, at man er tosset, hvis ikke man overvejer om man kan lære noget. Man behøver ikke selv blive ekspert i ascendanter, huse m.v. for at synes det er spændende at overveje om man kan bruge egenskaberne som pejlemærker for sit liv.
Jeg ville være idiot, hvis jeg påstod, at jeg aldrig blev utålmodig. Nogle ting skal bare overstås. Når en løsning er fundet, så handler det om implementering – og videre til næste udfordring. Andre har andet syn på den slags, og det er helt fint. Det er IKKE kun min metode, der er valid – men den er valid for mig og min måde at se tingene på…
Hvad er dine tanker om dit stjernetegn?
Rigtig god søndag til alle bloggens læsere. 🙂