Jeg kan ikke undgå at trække på smilebåndet, når man ser en film med en person som taler i en fastnet-telefon. Når der skal siges noget, personen i den anden ende ikke skal høre, så holdes hånden foran røret. I dag trykker man på Lydløs, så forbindelsen til mikrofonen slås helt fra 🙂
Det sender nemlig et minde til dengang min yngste søn spurgte hvilken mobiltelefon jeg havde som barn. Her måtte jeg fortælle, at vi slet ikke havde den slags dengang, men derimod en såkaldt fastnet-telefon, som sad i et stik i væggen.
Min første NMT-telefon
Jeg kan ikke huske præcist hvornår i halvfemserne, at jeg fik fat på min første mobiltelefon. Den var slæbbar dengang, og var nærmest en halv kuffert med en lang antenne på. Dengang arbejdede man ikke med sim-kort, men derimod med at man enten overtog det eksisterende nummer på enheden, eller fik den omkodet til det nummer, man ønskede. NMT er i dag udfaset, og alle mobiltelefoner kører på GSM-nettet.
Min første mobil, som var mobil i den forstand vi taler om mobil var enten en Nokia 3210 eller en Motorola 7200 (den med klappen). Jeg BURDE kunne huske det, men det har faktisk fortabt sig i rækken af telefoner jeg har haft gennem årene. Nogle af dem i kortere perioder end andre, fordi det viste sig, at behovet var et andet end det jeg troede.
Den nuværende mobil – Samsung Galaxy A12
Jeg må konstatere, at jeg har været YDERST tilfreds med den nuværende mobiltelefon. Jeg er dog lettere irriteret over, at Samsung har ladet denne udgå i forhold til at hoppe med på Android 14. Det er dårlig stil, at en god mobil ikke får lov til at springe med på en ny version – i hvert fald set ud fra et miljøperspektiv.
Det ville være et rigtig godt konkurrenceparameter, hvis man IKKE gjorde som Apple, der er meget tydelige omkring at DE bestemmer levetiden på iPads og iPhones. I en tid hvor vi skal kigge på miljøudledninger, så skriger det til himmelen at en mobiltelefon til mange tusinde kroner skal udfases efter fx syv år.
Man kunne med fordel ændre dette, og spare en hel del ressourcer. Men jeg erkender også, at det er et spørgsmål om at tjene penge, og så længe alle hopper med, vil vanviddet fortsætte. Desværre.
Alle læserne ønskes en fortsat god søndag. Om lidt afgøres det om vi bliver europamestre i håndbold i finalen mod Norge…