I fortsættelse af den seneste artikel her på bloggen, må vi helt stilfærdigt konstatere, at der nu er under to måneder til vagtskifte i Det Hvide Hus.
Det er ingen spøg. Alligevel hører vi politikere og medier tale om, hvordan vi må samarbejde. Nødvendigheden af at påvirke via gode miner til slet spil. Det LYDER alt sammen godt, men virker det?
Det er et forbistret godt spørgsmål. Sidste gang vi oplevede Donald Trump i Det Hvide Hus var der kun én ting, der var sikkert: at man ALDRIG vidste, hvornår han havde fået en ny ide, som gik diametralt imod hvad USA tidligere havde stået for.
Trumps komplekser
Trumps komplekser viste sig i første periode ved, at han gjorde alt han kunne for at ødelægge store dele af det, Barack Obama havde stået for – og denne gang kommer vi naturligvis til at høre om alt det han vil fjerne fra Joe Biden-æraen.
Sådan går det, når man sætter en uduelig narcissist til at styre et land. Den personlighedstype interesserer sig aldrig for, hvad andre tænker, men vil alene have gennemført SINE ideer – og skyr ingen midler i forhold til at fortælle hvor skrækkelige de mennesker, der modsiger ham er. Det så vi med al tydelighed, og de venligtsindede troede, det var fordi han fra sin tid med The Apprentice havde en stor glæde ved at sige de velkendte ord: “You are fired!”
I takt med, at vi til sidst så et angreb på kongressen, gik det op for mange, at det ikke kun var lysten til tv-show tankegangen. Trump er grundlæggende en person, som AFSKYR modstand under enhver form, og interesserede kan selv gøre deres research i forhold til hans karaktertræk…
Vi må fokusere på det gode
Vi kan intet gøre. Dem der har stemt på Trump igen HAR valgt. De ved hvad de går ind til, og nu får vi se, hvordan det hele kommer til at udspille sig. Det mest interessante – og jeg har sagt det før! – bliver at se, hvad det republikanske parti vil gøre, når de skal finde en kandidat, som BÅDE kan vinde, men som ikke har samme retorik som Trump. Dén udfordring bliver stor, for hvem vil overtage et krydstogtskib som er i gang med det store forlis?
Rigtig god søndag til alle læserne. 🙂