Forargelsen i Norge – løse tanker om kærlighed

Det kan undre, at vi i 2024 har et naboland, som lader sig forarge af, at en prinsesse vælger en selvudnævnt shaman som ægtemand. Den største undren er dog, at vi sikkert har præcis samme sippethed her i landet.

Lad det være sagt med det samme: prinser og prinsesser skal selv vælge hvem de vil dele livet med. Medierne skal genfinde den respekt for respektive kongehuse, som var en del af traditionen her i norden. Det med at ville gradbøje og vurdere hvem der ‘passer’ ind i de kongelige rammer er en gammeldags målestok.

Slut med sippethed og moraliseren

Det burde være slut med denne sippethed og moraliseren, særligt fordi den egentlig fortæller mere om vores egne kedelige sexliv. Ups, nu satte jeg hånden i hvepsereden. Hvad i alverden bilder jeg mig ind?

Det skal jeg såmænd sige meget direkte: det viser sig ofte, at de mest moraliserende over for andre er dem, som selv er udfordrede – og det samme gælder sippethed!

Sex skal være sjovt, og hvad nu hvis prinsessen får præcis det, der tænder hende? Vi skal lade være med at blande os. Om manden også mener, at han kan standse krige, kurere sygdomme – who cares? Der er en orangefarvet præsidentkandidat, som mener han kan afslutte krigen mellem Ukraine og Rusland med blot ét telefonopkald… 🙂

Det kan godt være, at det er moderne at pege fingre ad andre for at undgå, at forholde sig til eget liv. Det burde være ren ABC at kunne regne ud, at hvis man er utilfreds med eget liv, skal man gøre noget ved det. Men at bruge sladder og fordomme som målestok for det levede liv, er LIDT pinligt, hvis du spørger mig.

Når det gælder kærlighed skal vi give hinanden plads

Jeg har ikke nogen speciel uddannelse for at komme med denne påstand, men jeg har erfaringen fra livets skole, som tilsiger, at vi bør give hinanden mere plads. Det gælder både i forhold, men det gælder egentlig også i andre sammenhænge, herunder venskaber og arbejdsrelationer.

Tænk bare på nogle af de skænderier, som kan opstå på en arbejdsplads. Hvis en person ikke præcis gør som en anden forventer, så er helvede løs i Laksegade. Giv plads. Det er stensikkert rigtigt at DIN metode er bedst, men det må DU lade den anden person opdage. Eller også må du fortælle vedkommende, at du har et forslag frem for at brokke i krogene. Lignende ting sker i venskaber, hvor bagtalelse bliver en del af relationen. Jeg kan ikke snuppe den slags, for det er ødelæggende for et godt fundament for relationer.

God søndag til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 19-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.