Er begrebet pli blevet et fremmedord?

tøjkurv ovre i fællesvaskeriet

Jeg må erkende nogle ting kan irritere mig voldsomt i dette samfund. Mest af alt fordi det handler om ganske almindelig pli og dannelse.

Jeg havde lige sat denne kurv på plads før forgængeren (der ikke var færdig med tørringen før hendes tid udløb) tog denne ud, og IKKE satte den på plads igen efter brug. Man bliver så træt af den ligegyldighed nogle udviser i forhold til det, at man sætter ting på plads igen efter brug…

Jeg véd godt nogle synes det er ligegyldigt. Det er deres valg at mene det. Jeg mener, at vi i fællesskabets interesse bør vise hensyn over for de fælles brugere af et vaskeri – og det inkluderer, at kurvene køres på plads i min bog.

Der mangler pli på mange områder

Hvis du har prøvet at tage toget, så ved du, at det kan være svært at komme ud ved sin destination. Folk har nogle gange ret svært ved at regne ud, at folk skal UD før man kan komme ind i toget. Lignende handlinger ses også i busser, ved indgange til indkøbscentre m.v.

Hvorfor denne mangel på hensyn?

Det koster INTET at vise hensyn til sine medmennesker. Alligevel er det som om vi taler kinesisk, når dette påpeges.

Det er som om vi har et samfund, hvor ALLE er begyndt at føle sig som centrum for hele universet.

Det dur ganske enkelt ikke, og vi er NØDT til at ændre det, hvis vi gerne vil skabe et samfund, hvor der er plads til alle.

Jeg er et positivt menneske

Der går ikke spor af mig ved at rydde op, men jeg SER det manglende hensyn andre viser – og det er også derfor jeg skriver om det her på min blog.

Jeg ville ønske, at det slet ikke var nødvendigt at påpege det åbenbare, men det er desværre noget vi ser mange steder. Det er også noget mine børn (som nu er voksne) ser både blandt deres kolleger og/eller studiekammerater. Mange af de ting, de selv har fået med i bagagen er ikke noget deres kolleger har inde på rygraden på samme måde.

Mange kan slet ikke klare modstand, og de vil helst have at ANDRE skal løse deres udfordringer. De tænker slet ikke ‘hvordan løser jeg dette bedst?’ Nej, de ringer til en livline, og bliver en smule fornærmet, hvis ikke de får hjælpen straks, men er nødt til selv at lette rumpetten.

Retfærdigvis skal siges, at andre GODT kan forstå dette, og takker for at blive klogere – og for dén gruppe kan man sige, at de vidste bare ikke hvordan de skulle løse en situation. Det er også helt ok! Læring er en svær proces for nogle, men hvis man end ikke gør forsøget, så er der lang vej igen.

Der kommer nok en bog om emnet

Jeg overvejer at skrive en bog om emnet. Der er meget at hente ved at få en metodik, som kan hjælpe folk, der ikke har fået dette med fra sine forældre. Vi andre fik det som del af både opdragelsen, men sandelig også fra skolen, fordi man som udgangspunkt IKKE havde en forventning om, at alle andre skulle løse ens problemer.

Skriv gerne en kommentar, hvis du har en tanke som skal med i en sådan bog. 🙂

Fortsat god sommer herfra.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 19-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.