Klokken 9:00 åbner valgstederne, og danskerne skal vælge de 15 mandater, som de næste fem år skal repræsentere Danmark i Europaparlamentet.
Der er mange teorier omkring tolkningen af valget. Går det den ene vej er det en midtvejs-evaluering. Går det den anden vej, så er det en øget interesse for Europa. Det er alt sammen et spørgsmål om det spin som de danske medier skaber i synergi med partierne.
Læs i øvrigt også artiklen skrevet 28. april med titlen “Det kommende valg til EU-parlamentet“.
En fri presse – i hvert fald i teorien
Vi har en fri presse. Det ser vi både i ytringsfriheden og i forhold til de regler som gælder for journalisterne. Dog ville det være uærligt, hvis ikke man sagde det højt at mange journalister har VALGT uhellige alliancer med elementer i dansk politik, som mindsker deres vilje til at dække visse emner.
Det får du ALDRIG en redaktør til at indrømme, men det er ingen hemmelighed, at der har været mange sager, som IKKE har været dækket, selvom historierne ellers var gode. Man finder altid på en plausibel undskyldning, og skulle man blive betvivlet, så er nogle af dem endog meget insisterende på, at de gerne havde dækket det, hvis de kunne finde den nødvendige baggrund for en historie…
Sjovt nok er der flere journalister, som har formået at tie på de rette steder, som senere har fået endog meget lukrative stillinger som rådgivere og enkelte endda som mediechefer i partier. Ingen nævnt, ingen glemt. 🙂
Der mangler en løbende opfølgning på arbejdet i parlamentet
Det ville være ønskeligt hvis de to store tv-kanaler gad følge op på hvad der egentlig sker i parlamentet – især mellem valgene. Som det er nu dækkes emnerne kun op til valgene, og så forstår man ikke, at folk ikke interesserer sig for emnet, når de kun hører om det en måned eller to før valget?
Uanset hvad du stemmer er det vigtigt at du giver udtryk for din holdning, og det kan for nogle også være ved at afgive en blank stemme. Den blanke stemme er ikke det samme som at være sofavælger. Faktisk fortæller antallet af blanke stemmer en del om, hvor frustrerede mange er med de politiske systemer…
God valgdag til alle. 🙂