Der er mange gode måder at få rettet fejl på, når Windows opdatering driller.
Hvis du har fulgt med her på bloggen, så har jeg skrevet en del artikler under kategorien Grundlæggende IT. Det er der en god grund til. Jeg elsker nemlig at DELE de løsninger jeg finder, og derfor skulle du også gerne kunne finde løsninger ved at følge med på min blog.
Når opdatering fejler
Når en opdatering fejler, så vil du få en beskrivelse, der ikke er meget viden i, men vigtigst af alt er den lange numeriske kode evt. med et x i. Den kode kan du nemlig bruge til at lave enten en Google- eller en Bing-søgning hvor du fx skriver fejl opdatering + nummerkoden. Så vil du se forskellige løsninger på dine problemer, og de fleste vil selv med minimal teknisk viden kunne løse et problem, hvis du bare husker at tænke dig om undervejs.
Hvis du er i tvivl om kommandoer eller andre forslag til løsninger, såsom at du kan hente et lille program for at løse problemet, så skal du være yderst opmærksom på ikke at få spyware på din pc. Når noget lyder FOR godt til at være sandt, så vil det som regel også være det.
Hvis du finder en løsning fra answers.microsoft.com som del af webstedets navn, så burde løsningen fungere. Værd at huske, hvis du er i tvivl. 🙂
Hvis du ikke kan finde kommandoprompten
I nogle tekster står der at du efter tryk på Windows-tasten + X skal vælge kommandoprompten i administrator-mode. Der menes naturligvis PowerShell i administrator-mode.
PowerShell er et helt kapitel for sig. Du kan lære en del om dette script-sprog ved at søge online, og for min egen del var det en uddannelse som it-supporter, der gjorde, at jeg blev opmærksom på dette yderst potente værktøj.
God weekend og pinse til alle. 🙂