Når jeg hører, at Bergur Rasmussen skifter fra Venstre til Moderaterne, så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet…
Manden var suppleant til EU-parlamentet, og var kun inde fordi Søren Gade kom ind i folketinget, og blev dets formand. Med et så kendt navn mens Lars Løkke var formand, så kan det godt undre, at han fik så FÅ personlige stemmer. Det er den barske virkelighed, at han i Venstre-vælgernes øjne ganske enkelt ikke stod i egen ret.
Selvom jeg selv er politisk nørd, der har fulgt ganske meget med, så kan jeg ikke nævne et eneste område, hvor Bergur havde markeret sig i valgkampen til EU-parlamentet, og jeg tvivler på nogen kan finde dette frem uden at google. 🙂
Det er vigtigt at markere sig – også mellem valgene
Den største fejl man kan begå som politiker er, at være anonym. Der skal nogle markeringer til, for at man holder sig frisk i vælgernes erindring. Igen er det en balancegang, for man KAN også markere sig for meget, men der skal trods alt en del til, for at det sker…
Der er mange der har skiftet parti gennem årene. Ida Auken, Jens Rohde, Simon Emil Ammitzbøll Bille, og engang skiftede Mogens Camre fra Socialdemokratiet til DF. Der er ingen grænser for hvor folk placerer sig, når først de smutter.
Når man foretager et partiskift, så kan vælgerne godt blive en smule overraskede, for at sige det pænt. Her skal man være klar og tydelig omkring sin motivation, for ellers danner folk selv nogle myter omkring partiskiftet.
I en ideel verden kunne man godt ønske, at alle tog pænt imod dette, men vi skal lige huske, at der skete mere end 30 skift under sidste regering. Folk er – for at sige det ligeud – ved at få kvalme over den opportunisme, som kan ligge bag skiftet…
Rigtig god dag herfra.
