Kalenderen lyver sjældent, men lige nu ved vejret vist ikke helt, hvilken vej det skal gå. Kolde morgener med frost på ruderne på bilen, og så alligevel mere sol. En på mange måder dejlig situation, når der begynder at komme mere lys.
Vi har brug for lys i denne tid. Bedst som vi fik fod på en pandemi, så startede en russisk invasion af Ukraine. Engang imellem sker der bare ting, som ryster os i vores grundvold. Efter over tredive års fredelig sameksistens på det europæiske kontinent, så sker dette…
Efter 4 år med Trump
Man kan ikke undgå, at bemærke, at dette sker kort tid efter, at Joe Biden blev præsident, og erstattede Donald Trump. Det lugter langt hen ad vejen af et ægte powerplay. En test af hvor beslutsom den vestlige alliance egentlig ville være.
Man skal huske, at NATO selv afviste tanken om en tværgående alliance, som også kunne indeholde Rusland. Dén tanke har man sikkert helst ville begrave uden alt for meget opmærksomhed, for det stiller det indlysende spørgsmål enhver kritisk tænkende demokrat må have: kunne dette være undgået?
Jeg husker godt det første internationale læserbrev jeg skrev. Jeg var vred, da kineserne slog ned på Tiananmen square – den såkaldte himmelske freds plads. Dengang troede jeg fuldt og fast på, at Mikhail Gorbachov ville sætte alt ind på, at undervise sin røde partner mod syd, Kina, i frihedsidealer. Dengang havde man jo set Rusland gennemgå en kæmpe reformation under nøgleordene Perestroika og Glasnost, Polen få et systemskifte, og alle de andre ting, der enten var lige på vippen til at ske, eller rent faktisk skete, inklusive Berlinmurens fald.
Den tabte chance for fred
Med risiko for at blive kaldt naiv, så kunne man dengang se en mulig fred på tværs af politiske skel. En fred, der desværre varede kort, for med nye nationers skabelse ovenpå store nationale skilsmisser, så kom stamme- og vanetænkningen også ind i parlamenterne. Nu insisterer enhver på sit, og alle, der maner til besindighed får samme budskab, nemlig, at det er bedst at tie…
Der er brug for noget alvorlig parterapi i mange lande, så man igen kan se en fælles fremtid i fredelig sameksistens. Vi havde chancen, men tabte den på gulvet, og spørgsmålet er, hvornår vi får en sådan chance igen?
God aften til alle læserne af denne blog. 🙂
