Et ikon i forfatterbranchen er gået bort. Jeg så tidligere i dag, at Johannes Møllehave er gået bort i en alder af 84. Han var en stor mand sin lave højde til trods. Hans pen var fænomenal, og lige siden barndommen har jeg læst flere af hans bøger med stor fornøjelse.
Mødte ham da jeg arbejdede i Bibelselskabets boghandel
Kort efter han havde udgivet Børnebibelen havde jeg den udsøgte fornøjelse at tale med ham, da han spurgte om han måtte vente på en taxa inde ved os. Han var en meget høflig og ydmyg mand, selvom han så absolut har fyldt vores intellektuelle univers med mange gode stunder. Han var virkelig et stort menneske, og jeg er helt sikker på, han har rørt alle på sin vej gennem livet.
For min egen del må jeg erkende, at jeg blev lidt starstruck, for han var så utrolig klog i sine betragtninger. Han kunne noget med ord, og det er virkelig en mand jeg vil huske i mange år endnu for sin skrivestil. Han var forud for sin tid, og aldrig gammelklog, som nogle ældre kan være det. Hans sind var ungdommeligt, og han mødte alle i øjenhøjde – virkelig en mand, jeg var glad for jeg nåede at møde dengang i midten af 90’erne…
Når folk går bort efter længere tids sygdom, bliver man på den ene side glad for, de får fred. Samtidig kommer jeg så også bare til at tænke på, at nu KAN der ikke komme flere bøger fra hans pen.
En af mine favoritter fra min ungdom var da han i 1992 udgav romanen Kan den som kan lægge to og to sammen lade 5 og 7 være lige. Den bog må man i dag anskaffe enten via biblioteket eller antikvarisk, og jeg håber man en dag vil kunne få hans bøger som e-bogssamling, for gennem diverse flytninger er der en del af de bøger jeg havde fra dengang forsvundet.
Tak for inspirationen, og god rejse herfra. Æret være dit minde.