Så er det yngste søns tur til at kunne fejre fødselsdag. Han fylder 16 år i dag, så herfra skal der lyde et kæmpe tillykke.
Det er altid rart når børn bliver ældre. De modnes, og i år er det endda afslutning af grundskolen, der står på programmet til sommer. Det er en vigtig milepæl.
10. klasse næste år
Jeg forstår godt, at Christopher gerne vil have et godt år, så han kan fokusere på de emner, han ikke fik nok overskud til på den skole han p.t. går på. Han har desværre oplevet mobning gennem flere år, og det kan gøre enhver forælder så ganske ulykkelig, at andre forældre ikke tager deres børns drillerier alvorligt.
Vi har for alle tre børns vedkommende altid stræbt efter, at gøre dem rummelige, og vi har også altid sagt, at laver man noget skidt, skal man vedkende sig sine handlinger. Når det gælder mobning, så kan og skal offeret for det ikke påtage sig ansvaret for andres dårlige adfærd. Tværtimod.
Så må og skal skolerne tage dette alvorligt, for det kan trække spor hele livet, medmindre man senere får de fornødne værktøjer til at kunne håndtere effekten…
Det er ikke nok, at man fejrer mobbepolitik ved skåltalerne, og bagefter lægger politikken ned i en skuffe. Det skal være en politik, man hele tiden bruger aktivt, så alle kan trives i skolesystemet.
Vil lære fransk
Det glæder mit frankofile hjerte, at Christopher nu vil lære fransk. Det kan aldrig skade med et ekstra sprog på cv’et, og jeg håber at en af dagens gaver kan bruges til dette formål. Jeg kan jo til alt held hjælpe da jeg som bekendt taler og skriver sproget flydende, så vi får se, hvordan det går. Jeg hepper i hvert fald, og skal nok hjælpe, når han ønsker det.
Dagen i dag er en positiv dag, og jeg ønsker varmt tillykke – og håber alle bloggens læsere også får en rigtig god dag.