Bare rolig, det er såmænd kun et medlemskab af den lokale Kvickly heroppe i Kalundborg, men det føles alligevel en tand modent – og næsten lidt FOR voksent – når man indskyder en ‘andelskapital’ på 200,- for at blive medlem af Coop.
Der er kommet noget mere konkurrence i dagligvarebranchen. Det er hurtig synligt, når man tjekker Coops butikker. I takt med, at vi forbrugere er blevet mere og mere vant til at bruge apps i forbindelse med vores indkøb, så bliver tilbuddene også skarpere og skarpere.
Ikke de 200,- der redder en butik
Det er indlysende, at det ikke er den enkelte andel, der redder en butik. Til gengæld øger medlemskab måske folks incitament til at handle mere i pågældende butikker. Det ved folkene bag disse ordninger godt. Det er en universel regel i marketing, både on- og offline.
En liste med passive brugere er værdiløs. Det er ved at øge aktiviteten, at man kan forbedre den økonomiske bundlinje. Logik for alle, der har gået på handelsskolen. 🙂
Jeg troede faktisk, at medlemsgebyret var et årligt gebyr, men det viser sig at være et engangsbeløb, og det var egentlig også det, der tiltrak min opmærksomhed. Beløbet er hurtigt tjent hjem, hvis man gør brug af de yderst tiltrækkende tilbud, der løbende viser sig for den menige forbruger. Det kan med andre ord betale sig længe inden året er omme, hvis man alligevel går gennem butikken, når man fx skal hente en pakke, da stedet er udleveringssted for PostNord, DAO og GLS.
Jeg burde måske skrive, at det var selve andelstanken, der tiltrak mig, men det ville være løgn – og jeg lyver aldrig! Hidtil gik jeg jo heller ikke med mine Føtex indkøbsnet for at reklamere for Salling Group, vel? Det var ganske enkelt fordi jeg én gang har oplevet, at syningen i mit ALDI-net gik i stykker ganske kort tid efter det blev købt, og Lidl-net kan indeholde mindre end Føtex-net kan klare. Altså går praktikken forud for, hvad der står på et indkøbsnet.
Selv sølvpapirshatte kan sove roligt om natten!
Jeg kan huske, da jeg i sin tid læste bogen Lillebror ser dig. Jeg fik senere forfatteren som underviser på førsteåret af HHX i faget Erhvervsret, og Jesper Møller-Andersen blev en af mine favoritter som underviser. Hans bog handlede dengang om det nyligt fremkomne Dankort (som nu er en oldsag ift Mastercard, Visa m.fl.), og den risiko der var for, at sammenkæde indkøb med enkelte forbrugere. Jeg har senere købt bogen via DBA, da jeg stadig synes det er sjovt, at have en bog skrevet af en mand, som gjorde en stor forskel for min interesse for jura – og samfundsforhold…
Enhver der i dag har Føtex Plus-app’en vil vide, at man kan se sine køb meget langt tilbage, og at man rent it-teknisk KAN sammenkæde meget i forhold til forbrugeradfærd. Hvis man havde tendens til, at tro på konspirationsteorier, så kunne man nemt skabe en historie om det skrækkelige ved den slags. Det vil jeg dog undlade, for vi lever i en verden, hvor mange afgiver meget mere private oplysninger via deres smartphones.
Tænk blot på alle de gange du er rejst rundt i landet. Det kunne nemt trackes – og det er der ikke mange, der er bange for mere, vel?
Derfor: det er et valg vi mennesker træffer. Vil vi leve med alle de muligheder, teknologien giver os? Eller vil vi leve som mosefund i et forsøg på at skjule, hvad der alligevel er offentligt kendt?
Jeg vælger så afgjort det første, og forholder mig nøgtern til, hvad der kan betale sig. Så må resten være som det er. Hvis nogen kan få noget ud af, at man køber Lurpak smørbar når den sælges på tilbud her op til påske, fordi Kærgården er dyrere, så lad dem analysere sig selv til vanvid. Jeg kan slet ikke hidse mig op over den slags. Livet skal leves, og nu altså også med den egenskab, at man nu er blevet andelshaver…
Rigtig god Påske til alle, der læser med på denne blog, og velkommen til forårsmåneden april.
