Stort tillykke med Kvindernes Internationale Kampdag

Lige siden 2016 har jeg på denne blog nævnt Kvindernes Internationale Kampdag. Det er en rigtig god og vigtig dag. Selvom det er 106 år siden, vi tog det første vigtige skridt frem imod ligestilling mellem kønnene ved at kvinder fik stemmeret til folketinget her i landet, så er der stadig lang vej til fuld ligestilling.

Nogle mænd er stadig yderst gammeldags i deres tænkning. Det skal der laves om på. Det gælder alt fra hvordan kvinder mødes i banken, når de vil være selvstændige over til det uretfæridge i, at kvinder fortsat er bagud på point med deres pensionsopsparinger, når de mister pension ved at gå på barsel.

Vigtigt for kommende generationer

Det er vigtigt for de kommende generationer, at vi tør tage denne samtale. Desværre viser det sig nemlig, at der fortsat er meget vanetænkning, når det gælder ligestilling. ‘Man kan bare ditten‘ og ‘man kan bare datten‘ synes at være typiske indvendinger, selvom vi alle burde være enige om, at denne dagsorden er vigtig for frigørelsen for alle borgere her i landet.

Patriarkatet lever fint, når mændene bevarer deres fortrinsret, og jeg undres voldsomt, når jeg ser, at nogle kvinder også blokerer for denne samtale i kommentartråde på sociale platforme. Det burde dælme da være i deres interesse, at denne ligestilling får lov at blomstre. 🙂

Jeg har selv stemt på kvinder ved flere valg af samme årsag. De kæmper nemlig ikke med lige odds lige nu, og derfor må vi hjælpe dette på vej, så ligestilling ikke kun er et smart ord, vi bruger ved festlige lejligheder, men bliver den virkelighed kommende generationer vokser op i.

Denne agenda er vigtig. Vi burde være SÅ glade for, at vi i 2011 tog første vigtige skridt, da vi fik landets første kvindelige statsminister. I 2019 fik vi det for anden gang, og dette skulle meget gerne være til inspiration for de piger, som lige nu går i skole. At de en dag KAN, hvis de vil, komme helt frem til øverste punkt burde ikke have taget 95 år, som det gjorde i 2011, da Helle Thorning-Schmidt slog Lars Løkke Rasmussen

Der er stadig to partier, der aldrig har haft kvindelige formænd, nemlig Venstre og Liberal Alliance, og det fortæller en hel del om begge partier, at de ikke formår at skabe et miljø, hvor også kvinderne får en fair chance i parti-hierarkiet!

Rigtig god kampdag til alle kvinderne. Vi ved I alle er præcis lige så kompetente som en mand kan være det, og ligestillingen vil sejre den dag, vi alle tør sige tingene højt frem for, at blive ved med at fodre patriarkatet med fortsat skævvridning af talentmassen.

God dag til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.