Faste læsere vil huske, at jeg i januar 2019 skrev artiklen Forskellen mellem solidaritet og sammenhængskraft, hvor jeg argumenterede for, at vi ikke bør anskue ordet solidaritet ud fra en politisk vinkel, men derimod den vinkel, at det handler om sammenhold.
I Polen var Solidaritet begyndelsen på enden for det kommunistiske styre. Fagforeningsmanden var ukuelig i sin tro på, at man kunne skabe forandring, hvis man holdt fast i en modstand, som ikke var baseret på vold, men på civil ulydighed. Der er lavet en film om emnet, som du kan læse om på Wikipedia.
Jeg skrev 1. februar indlægget Et sundhedssystem i verdensklasse, hvor jeg causerede lidt om det, at nogle sygehusdirektører allerede havde fået coronavaccinen. Hvis ikke du allerede har læst artiklen, så kan det varmt anbefales. Jeg mener jeg meget nøgtern fik gjort rede for, hvorfor det giver rigtig god mening, at det ikke kun er frontpersonale, som bør være vaccinerede. Du kan være enig eller uenig – jeg ved jo allerede, at Søren Brostrøm ikke var enig, og det er helt fair…
Der er brug for solidaritet i en krisetid
Det er yderst vigtigt, at vi alle genfinder den positive stemning både individuelt, men også når vi i omgangskredsen ser folk, som er ved at tabe pusten.
Det kan ikke undgås, at folk er tyngede nu hvor samfundet – i større eller mindre grad – snart har været lukket ned i et år. Når vi når 11. marts har vi hørt om corona i et år. Indtil dén dag var corona noget, vi kun hørte om som et kinesisk fænomen…
Meget har ændret sig siden den 11. marts. Vi er nu nået til den fase, hvor vi i snart to måneder er begyndt med at vaccinere befolkningen, og mange hæfter sig særligt ved det lave smittetal. Det giver på den ene side håb for os alle, men det har samtidig vist sig, at folk er blevet segmenterede i fløje, som på hver sin måde fodrer både #SoMe og traditionelle medier med forslag om hvad der i deres perspektiv bør gøres.
Spøgefuldt kan man konstatere, at vi på kort tid tydeligvis har fået millioner af virologer i samfundet. Alle mener, at de har løsningEN som overgår de nationale sundhedsmyndigheder… 🙂
Det er NU vi skal holde fast!
Det er nu vi skal holde fast. Vi har ofret så meget tid og energi på, at standse smitten, og man kan ikke undgå, at undres, når man hører, at der for nylig blev afholdt en fest med over 100 deltagere. Jeg fristes næsten til at spørge: “Hvor dum har man lov til at være?”
Det er ikke studenterhuen, der trykker én platfodet, hvis man midt i en pandemi mødes indendørs til en kæmpe fest, når myndighederne har talt imod forsamlinger over fem personer. Alle har hørt om den natklub i Sydkorea, hvor én mand smittede 80+. En såkaldt superspreder kan virkelig sætte grus i maskineriet, og det skal man holde sig fra.
I en tid hvor der er sket stor innovation i flere brancher, herunder takeaway for at støtte restauranter, og at biler køres ud til kunderne, så de ikke skal ind hos en stor bilforhandler for at prøvekøre en bil, må det være muligt at bruge energien på andet end brok.
Brok avler brok – og enhver coach eller terapeut vil bekræfte, at hvis man først begynder at fokusere på alt det negative, så går det hurtigt galt med ens humør. Det handler ikke om tro, men derimod et synligt faktum, at vi mennesker finder det vi søger.
Du finder det du søger…
Søger vi sjove oplevelser, kan vi finde dem – også uden at gå på kompromis med corona-restriktioner. Ser vi osten eller ser vi hullerne i den? Det er dér, hunden ligger begravet. Hvis ikke vi formår, at se indad, vil det aldrig blive anderledes. Vi skal turde minde os selv om, at store opgaver løses med små skridt ad gangen.
Det må blive forårets gode nyhed, at samfundet får gavn af sæsonen, når vinteren slipper sit greb om landet. Der bør blive rig lejlighed til, at se positive resultater, når foråret kommer. Det var i hvert fald det, vi oplevede i 2020, og lad os nu holde fast i håbet og den positive energi.
Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂
