Godt Nytår – det mentale reboot

Godt Nytår. Nu er det tid til det mentale reboot. Et nyt år er begyndt, og 2020 er historie. For nogle er nytåret tiden, hvor folk lover en masse ændringer, men hvis ikke man holder fast, så falder de fleste nytårsforsæt inden hellig tre konger 6. januar… 🙂

Nogle mener, at alle dage er ens, og det skal de have lov til at mene. Jeg mener nu, at vi har gode traditioner forbundet med et årsskifte. Den ene er, at regenten holdt tale i går, og at statsministeren holder sin i dag. Da jeg til april fylder 48, har jeg oplevet en del nytårstaler, og der har været ret stor forskel i kvaliteten af talerne. Nogle har været valgoplæg, mens nogle få har gjort indtryk på længere sigt.

Den bedste nytårstale

Den bedste nytårstale var den, som vores første kvindelige statsminister gav. Det var ikke ordene jeg husker, men stoltheden over, at vi som nation endelig havde fået vores første kvindelige statsminister.

Som barn huskede jeg jo ganske vel englændernes handlekraftige premierminister, Margaret Thatcher, og jeg synes dansk politik alt for længe har været præget af midaldrende mænd. Vi praler gerne af ligestilling som national værdi, men det er da tankevækkende, at det først var i 2011, at vi fik den første kvindelige statsminister.

Det er snart 10 år siden, Helle Thorning-Schmidt blev statsminister 3. oktober 2011. I år er det så en ny kvindelig statsminister, der holder sin anden nytårstale, da Mette Frederiksen, som bekendt, blev statsminister efter valget grundlovdag i 2019.

Der burde være gode odds for, at talen i år bliver bedre end den, hun gav 1. januar 2020… 🙂

Kvaliteten af nytårstaler

Mange vil indvende, at vurderingen af kvaliteten af en tale afhænger af, om man er enig i det sagte. Det vil jeg gerne skyde en lang pil igennem, for det er en fordom. Jeg kan sagtens sætte pris på en tale, selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i det, der bliver sagt. Hvis kommunikationen er klar og tydelig, og der er visioner frem for partipolitiske mærkesager, så er det en god tale i mit perspektiv.

Hvis en statsminister forstår, at rollen som taler er, at tale til HELE befolkningen, så starter vedkommende godt. 🙂

I en coronatid kan det være svært ikke at lade sig friste af det at få taletid foran hele folket i bedste prime time, men det er en fristelse, man bør modstå. For alle øjne vil være skarpt rettet på, hvad statsministeren vælger at sige, og der skal mere kød på sådan en tale end at begynde, at annoncere egne mærkesager, i hvert fald, hvis man vil bruge ens nytårstale til at løfte folkets mindset midt i denne coronakrise.

Vi får se, hvad hun vælger at gøre. God fornøjelse med at se nytårstalen, og god dag herfr:-)

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.