Godt nytår til alle bloggens læsere

2020 har på mange måder været et meget usædvanligt år. Landet har stået over for en pandemi, som viste en af svaghederne ved et samfund, hvor folk rejser på tværs af kontinenterne. I en tidsalder, hvor digitale møder har været en mulighed længe, men hvor vi fortsat rejser af alle mulige grunde. Det har givet flere dokumentarer på streamingtjenesterne om pandemiernes egenskaber og smitteveje, som i hvert fald har gjort os alle klogere på hvad pandemier egentlig er…

19. november blev en historisk dag, idet statsminister Mette Frederiksen måtte underrette HM Dronningen om en ministerrokade pr. telefon pga smitte med coronavirus hos et familiemedlem. Af logiske grunde vil man ikke udsætte HM Dronningen for smitterisiko, og det er helt forståeligt af forsigtighedsgrunde.

Gode nyheder i familien

Der har været gode nyheder i familien i år. Den næstældste niece fik sammen med sin kæreste og deres søn nyt domicil. Det at bo i rækkehus er et perfekt match for dem, og det er bare SÅ fedt. Naturligvis glad på deres vegne.

Patrick fik nyt job, som han er glad for, og yngste søn kan se frem til at afslutte grundskolen her til sommer 2021. En ny æra begynder, nu hvor de alle tre er blevet store. Datteren når de 19 allerede om et par uger, den 15. januar 2021. Den ældste søn når myndighedsalderen den 10. september 2021, og så er det kun Christopher, der kan betegnes som barn i myndighedslovens forstand…

Status på bloggenes univers

I år var der ingen julekalender, hvilket jeg måtte konstatere den 9. november da de fortsatte coronarestriktioner umuliggjorde det almindelige format for en julekalender med 24 låger.

Jeg ser frem til, at julekalenderen igen vil være på banen i 2021. Jeg formoder, at vi snart får en vaccine, som skaber en vis grad af normalitet i samfundet… 🙂

Bloggen med boganmeldelser fik et facelift, da jeg en dag i oktober sad og kiggede på et nyt tema, som nu fremhæver bøgerne uden reklamer. Det må konstateres, at bannerreklamer ikke rigtig fungerede på bloggen, og det var helt fair, for det er naturligvis selve anmeldelserne det hele handler om. Jeg håber, at faste læsere har nydt at følge med i alle de bøger, jeg har læst og anmeldt i løbet af året.

Koncepterne vil hele tiden være under udvikling, og jeg har ikke lagt mig fast på hvilke der videreføres mere regelmæssigt endnu, men jeg lader dem alle være online indtil videre. Jeg kunne for nylig konstatere, at denne blog nu har knap 1900 indlæg, og har eksisteret i snart 15 år. Første indlæg blev udgivet den 24. august 2006, hvilket i en internet-tidsalder nærmest ligner en evighed. Faste læsere vil måske huske mange ændringer undervejs, og det er altid en dynamisk proces, for dels er der nye temaer, der altid er under overvejelse, og samtidig skifter fokus efterhånden som livet ændrer sig.

Fælles for alle aktiviteter i 2020 er, at jeg fortsat er jobsøgende, og jeg ser frem til, at en af mine mange ansøgninger en dag giver bonus. Jeg mener selv, at jeg søger alle relevante jobs, og jeg har løbende delt tanker og ideer på bloggen Find passionen og jobbet for at dele alt det, jeg har lært med andre i samme situation som ledige.

Bloggen blev startet den 9. januar 2011, hvor jeg selv var i job, og ønskede at inspirere folk, fordi jeg dengang i min egenskab af lokal TR kunne se, at mange kæmpede med jobsøgningen. Da jeg selv sagde op i 2015 kom der flere indlæg på bloggen, da jeg startede på Motorvejen til job. Det har været en fornøjelse at skrive alle 107 indlæg i de nu snart 10 år, bloggen har eksisteret.

Herfra skal der lyde et varmt ønske om et rigtig Godt Nytår til alle bloggens læsere. På gensyn i 2021. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.