Om at sætte grænser i en coronatid

Vi har alle hørt det. Brok over, at grænsen lige er 10 personer, for vi er så og så mange i familien, og nu kan vi ikke gøre ditten eller datten. Hvorfor 10 og ikke 15?

Lad det være sagt med det samme: vi er alle frustrerede til en vis grad over de grænser, regeringen har sat, fordi vi er vant til at nyde stor frihed i samfundet.

I en coronatid kan det være svært at navigere i nye vaner, og det viser sig nu, at der kan være en tendens til at slække på reglerne. Der er flere grunde til denne adfærd, og en af dem er den manglende tydelighed i kommunikationen.

Befaling eller anbefaling?

Ovenpå Minkgate kan det ikke undgås, at regeringens ønske om, at erklære nogle ting for befalinger (ordrer) og andre for anbefalinger kan skabe en vis dissens. Man kaster om sig med regler, og nogle kan få straf, hvis de lejer et sommerhus for at holde en fest, mens det samme godt kan lade sig gøre, hvis et familiemedlem bor i et hus med egen gildesal.

Værst blev det i St. Merløse, hvor en restauratør helt konkret HAVDE forespurgt om et arrangement ved Corona-hotline, som bagefter blev besøgt af politiet, som udstedte bøder. Jeg håber, den pågældende går i retten, fordi man var fuldkommen tonedøv over for, at restauratøren rent faktisk HAVDE søgt information, for at gøre alt i overensstemmelse med de gældende regler.

[Jeg skal skynde mig, at deklarere mig formelt inhabil, fordi jeg efterfølgende konstaterede, at vedkommende er min ene nieces kærestes onkel. Dog var jeg ikke klar over dette, da jeg først hørte om sagen, men deklarerer det naturligvis, så man ikke bagefter kan kritisere denne artikel på bloggen for at være ‘farvet’ af en familierelation…]

Der blev lovet læring da landet lukkede ned

I marts blev der lovet læring, da landet første gang lukkede ned. Nu viser det sig imidlertid, at det skorter noget på viljen til at lytte til kritikken af indlysende fejl. Det er en kæmpe streg i regningen, at regeringen ikke vil forholde sig nøgtern til flere af indvendingerne.

Man kaster om sig med påstande som de facto skulle betyde, at ‘målet helliger midlet’, og man har skabt en diskurs blandt vælgerne, der stemmer på socialdemokraterne om, at når sundheden er reddet, så var det nødvendigt. Det kan aldrig være nogen gyldig begrundelse, og frustrationerne vokser i takt med, at flere får øje på den manglende vilje til atlytte til berettigede invendinger.

Nogle mener så, at oppositionen lukrerer på denne skepsis, og det kan godt have en vis berettigelse. En svag opposition ser en chance for endelig at få nogle points ind i den verbale boksekamp, man kender fra dansk politik. Dog skal man huske, at regeringens støttepartier også har udtrykt skepsis ved dele af den måde, man håndterer krisen. Her tæller især den tendens til at præsentere et fait accompli ganske kort tid før man afholder de evindelige pressemøder, og derfor må socialdemokraternes vælgere forholde sig til, at man rent faktisk ligger som man har redt.

Der kunne koges meget suppe på de ben, denne krise har givet energi til, men desuagtet må man blot stilfærdigt konstatere, at der er brug for refleksion i regeringen, hvis man vil genskabe den tillid vi havde til anbefalingerne. Sådan er god krisehåndtering. Vil man have folks opbakning, må man behandle folk som voksne mennesker frem for, at stå og gentage de samme påstande som om de var mejslet i granit…

God dag til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Blogger, inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker. Tidligere uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 16-19, som bor sammen med deres mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.