Så nærmer vi os julemåneden

Nu er årets næstsidste måned snart ovre, og vi nærmer os december med hastige skridt. Der bliver ingen julekalender i år på familiedomænet, men det skal ikke forhindre mig i, at ønske folk en rigtig god fornøjelse med juleforberedelserne.

Dels kan du stadig se tidligere års låger, men det gav ikke rigtig mening at køre en julekalender i en måned med coronarestriktioner. Sådan er vilkårene, når samfundet er konfronteret med en pandemi. Vi må alle ofre os ved at overholde de retningslinjer Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Officielle udmeldinger og sølvpapirshatte

Der er rigtig mange, som gerne vil skabe dissens. Nogle påstår de ‘bare’ forholder sig kritisk til de officielle udmeldinger, men andre består til fulde kriterierne for sølvpapirshatte.

Jeg deltager ikke i den skepsis, der eksisterer, men følger selv de officielle myndigheders anbefalinger, og anbefaler naturligvis også alle andre at følge dem. Det er ikke min opgave, hverken som blogger eller som privatperson at lege læge.

Der er en grund til, folk går mange år på skoler for at blive læger. De har en ekspertise, som man bør respektere. Hvis vi alle begynder at være eksperter i egen flok, ender det i anarki…

Demokratiets udfordring

Hvad der til gengæld er langt værre er, at vi i dag kan konstatere, at vi har to skyttegravspositioner.

Den ene som fuldkommen ukritisk angriber enhver, der stiller spørgsmål. Den anden som stiller spørgsmål, som de facto viser sig kun at bunde i politisk drilleri.

Man kan ganske enkelt ikke nå videre i den forvirring!

Familiens egen udfordring

På det personlige plan blev dette året, hvor vores yngste barn, sønnen Christopher, blev ‘snydt’ for en studietur nu hvor han afslutter grundskolen. Hans to søskende kom begge til Italien, men hans klasse kunne ikke gennemføre en studietur til Spanien.

Nu kan man jo indvende, at jeg kunne bare selv tage ham med til Spanien, når krisen er ovre – og det er jo fair nok. Pointen er bare, at det aldrig er sjovt, at stå med forskelsbehandling – og dette uanset en pandemis rasen i samfundet.

Jeg er bare ærlig nok til at bekende hvorfor en vis frustration godt kan opstå. Hvis alle var lige så ærlige frem for, at placere sig i en af de to skyttegrave, samtidig med at DE tror de er objektive, så var meget nået. Samtalen kommer aldrig til at fungere, hvis man ikke tør bekende kulør. Du kan ikke være enig med alle, men du og jeg kan hver især anstrenge os for, som minimum, at finde mere fælles grundlag. Så må resten overlades til at være enige om, at være uenige på enkelte områder.

Vi skal finde tilbage til en fælles forståelse!

Der var her til morgen fokus på restriktionerne set fra de unges perspektiv i Go’ Morgen Danmark, og her var der nogle vigtige pointer omkring de store forskelle mellem skoler ift nødvendigt fravær for at følge restriktionerne. Systemet virker på NOGLE skoler, men bestemt ikke på alle, og når unge mennesker kan blive truet på SU’en, så trænger vi til en alvorlig samtale.

Politikerne elsker at bruge armslængdeprincippet, når der er ting, de ikke vil tage stilling til, mens de gerne fluekn*pper om detaljer, hvis der er noget, de gerne vil forholde sig til. Denne dobbeltmoral må stoppe, for den er med til at undergrave det fællesskab vi alle gerne vil tale om til skåltalerne ved officielle lejligheder!

Vi skal tilbage på det gode spor

Det er samfundets samhørighed, der er på spil i denne krise, og dén samtale kan vi ikke undgå, at forholde os til. Hvis man begynder at udskamme enkelte grupper, som det allerede ER sket, så er vi virkelig på spanden, for det bliver rigtig svært at skabe rammerne om et velfungerende samfund, hvis vores udgangspunkt er forskellige klasser af mennesker.

Dén samtale bliver barsk, for skaden er sket på enkelte punkter. Det er aldrig populært at nævne, for nogle VIL bare ikke se problemet, og det er sådan set det allerværste ved denne samfundskrise, for den minder lidt om det parforhold, hvor den ene er SÅ træt af den anden part, at vedkommende bare har lyst til at skride fra det hele.

Uanset hvor god en parterapeut man måtte være, så KAN man ikke hjælpe, hvis den ene sidder med korslagte arme, og bare VIL have sin vilje uanset hvad, vel?

Det er denne indlysende sandhed som skal gå op for flere, ikke bare på dagen, hvor man læser denne artikel, men også fremadrettet, når krisen er ovre, og vaccinen bliver givet til os alle.

God weekend forude til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.