Vi har fortsat meget lang vej til ægte ligestilling

Lige siden Sofie Linde modigt fortalte sin historie, har mange andre kvinder fortalt om deres negative oplevelser med mandlige chefer, som ikke havde udvist den fornødne faglige respekt for dem. Tilsammen peger disse sager på en meget væsentlig pointe: vi har fortsat meget lang vej til ægte ligestilling.

Forestil dig lige, hvis du var mand, hvis din deltagelse i en jobsamtale skulle afgøres af din “fuckability.” Giv det lige et øjebliks eftertanke.

Ville du ikke føle, det var uværdigt?

Ville du ikke føle, at du var blevet behandlet uprofessionelt?

Man kunne i hvert fald ikke fortænke dig i, at vende sådan et selskab ryggen, vel?

Nu skal du så vende spørgsmålet om: hvorfor skulle det være anderledes for kvinders vedkommende, hvis vi havde ægte ligestilling?

Skæve debatter og udenomssnak

Der opstår alt for hurtigt de skæve automatreaktioner, hvor det hele ender i ‘tø-hø, må vi så ikke komplimentere en ny kjole?’ eller ‘må man nu ikke rose, at nogen ser godt ud?’

Her vil jeg straks henvise til bloggeren Line Baun Danielsen, som har skrevet to vigtige artikler ALLE mænd burde have læst, nemlig disse to: “Pik og store patter!” og “Lummer-skriverier nej tak!

Den første fordi Line, som de fleste vil vide, kender sportsverdenen fra sin tid i ishockey, og den anden fordi hun beskriver mænds skriverier på en måde, jeg ikke kunne have skrevet bedre selv. Jeg har nemlig ikke spor imod, at dele andres arbejde, når de skriver SÅ godt, som tilfældet er med de to artikler.

Vis nu lidt klasse!

Ligesom der er forskel på erotik og porno, så er det tilladt, at vise lidt klasse. Hvis vi mænd anstrengte os lidt mere, så kunne vi nok godt finde ud af, at udtrykke os på måder, som ikke kunne misforstås.

Som forældre er det vores opgave, at lære vores børn, at opføre sig ordentligt. Jeg lærte meget tidligt mine drenge, at de skulle huske, at en kvinde er en anden mands datter. De ved hvordan deres far ville reagere, hvis der var nogen der – guderne forbyde det – gjorde deres søster noget ondt, og derfor var billedet vigtigt.

For uanset hvor gamle vi selv, eller kvinderne, bliver, så handler alle handlinger om, at vi har med mennesker at gøre. Vi er ikke kun defineret af vores fysik – uanset om det er størrelsen på bagdelen, brysterne, muskler eller penis… 🙂

Vores kultur bør forbedres!

Uden at blive politisk, så kan vi konstatere, at alt for meget i vores samfund er præget af patriarkalsk tankegang. Der går hurtig bodegahumor i retorikken, og selvom det kan være ‘sjovt’ i rene mandefora, så bliver det sg* lidt for hurtigt lidt for meget mandehørm. 🙂

Det ville være ønskeligt, at alle turde vedkende sig, at hvis ikke vi selv er en del af løsningen, så er vi en del af problemet. Alle forældre ønsker, at deres børn kan vokse op i et samfund, hvor vi nyder gensidig respekt. Det kræver en indsats, og vi skal turde kalde bluffet, når vi ser folk, der ikke kan opføre sig ordentligt.

Verden blev næppe noget dårligere sted at leve, hvis flere levede op til kvaliteten ved at være lidt mere gentlemen, vel?

Det nytter ikke noget, at vi altid snakker udenom. Vi MÅ og SKAL være åbne og ærlige, så kulturen brydes, og tonen bliver bedre. Det er i hvert fald mit ydmyge håb.

God weekend til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.