Det har nogle gange tendens til at ligne kortsigtet tænkning, når nogle tror, man kan navigere i politisk styrede organisationer på samme måde som på en lokal arbejdsplads. Mange har korte forslag til hvordan problemer kan løses, som bare ikke holder vand, hvis det gælder at skaffe resultater.
Man ser det på de sociale platforme, det såkaldte #SoMe, og mange gange bærer det mere præg af kantineslang frem for reelle bud på alliancer, der virkelig kunne skabe forandring.
Indvendingen mod det at kunne navigere i politisk styrede organisationer er ofte, at ‘man burde gøre som i private virksomheder’, men hvad SKER der egentlig i private virksomheder, som nogle steder er stærkt præget af nepotisme?
Eksempler på nepotismen
Når folk ansættes fordi man har gået i skole sammen, så handler det ikke alene om kompetencer, vel? Omvendt kan man heller ikke være ‘overkvalificeret’ til en stilling. Hvis det er en stilling man er interesseret i, og man tilfældigvis har en kandidat inden for et helt andet felt, så burde det være win-win for både arbejdsgiver og ansøger, at man tager imod personen. Virkeligheden er bare en anden. Så argumentet om, at det er kompetencerne alene som afgør valget af en ny medarbejder holder ikke.
Hvad gør man så ved det? Man lever med det, for hvad er alternativet? Du kan ødelægge dit blodtryk, hvis du lader dig irritere over hvordan virkeligheden ser ud, men det får du ikke meget ud af – udover et dårligere helbred.
Når store mænd tager fejl
Når en amerikansk præsident sætter nationalgarden ind ved uroligheder eller trækker sit land ud af både Paris-aftalen og WHO, så er det netop et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man tror, man kan skabe forandringer ved at forlade en organisation.
Vi ser præcis det samme herovre på vores kontinent. Når du taler med en EU-modstander, vil du ofte høre, at ‘vi skal bare ud af det der EU’, og jeg efterlades ofte af det indtryk, at det har mere karakter af bodega-sprog end, at vedkommende egentlig har taget stilling til, hvilke konkrete forandringer vedkommende mener, man bør foretage i organisationen.
Det er ikke arrogance, men derimod blot en erkendelse af, at du ikke vender en færge som du gør med en robåd. Alle kan blive enige om reformer er nødvendige i EU. Jeg foreslog det selv, da jeg på min politiske blog skrev artiklen Oplæg til folkeligt Europa. Jeg er selv en skeptisk EU-tilhænger, og hvad betyder det så? Det betyder, at jeg er glad for, når EU viser muskler over for monopoler som Google og Facebook, og det betyder også, at jeg undrer mig, når et netværk som Netflix bevidst – og helt åbent – skruer ned for kvaliteten af deres streaming alene for europæiske brugere UDEN at reducere prisen.
Her var en EU-parlamentariker jeg stemte på meget tavs i forhold til at rejse sagen, selvom det er brud for den kontrakt Netflix har med sine brugere, og er en skændsel over for Europa, når man forskelsbehandler mellem Europa og resten af verden.
Sådan et eksempel er kun ét blandt mange. Man får bare ikke meget ud af, at bruge FOR meget tid på det, for nogle ting lader sig tydeligvis ikke løse, fordi det ikke er alle, der forstår frustrationen. Jeg kan så bare vælge at stemme på en anden kandidat ved næste EP-valg. Det er min ret som borger i et medlemsland. Det lever den pågældende sikkert fint med, og hun må så håbe, andre vil være tilfredse med hendes indsats på andre felter… 🙂
Alliancer er nøglen til resultater
Det er derfor alliancer er så vigtige. Du kan godt have et fast defineret mål på hvad du gerne vil opnå. Det er vejen til målet, som vil være snørklet, hvis du gerne vil skabe reelle resultater – og det er denne virkelighed, man er nødt til at erkende, hvis man vil have succes i den slags organisationer.
God pinse herfra til alle bloggens læsere. 🙂
