Forleden var der en snak på Twitter om alder, hvor en bruger nærmede sig de 40. Det er et spændende tidspunkt i livet. 40 er en speciel alder i den forstand, at det statistisk ofte vil være halvdelen af livet, der er levet. Jeg vælger så også i dag, at sige, det er forberedelsen på livet.
Livet leves forlæns – forstås baglæns
Der er lavet meget ordgas på dette ordsprog, men der er faktisk noget om snakken. Når du står ved foden af Kilimanjaro, er der uendelig langt op til toppen. Når du har nået toppen er der noget kortere ned til bunden.
En af grundene til, jeg trives med forandringer er, at jeg aldrig er helt tilfreds med status quo. Jeg har konstant blik for optimeringer og forbedringer. Mange TALER om at være forandringsparate, men jeg TRIVES med den slags forandringer, fordi læring gør, at dagen i morgen bliver endnu mere spændende end dagen i går var. Det skulle gerne gøre, at nutiden også bliver endnu mere spændende, fordi der altid er fokus på, at livet og omverden udvikler sig.
Den dag vi er tilfredse, falder vi i søvn.
Og man skal huske, at lysten til forandring og optimering bestemt ikke er lig med, at man ikke fejrer succes undervejs. Gode resultater er beviser på, at strategien virker, og motiverer til at fortsætte.
Livet er ikke jernbanespor, men dynamiske buer og sving
Med et billedligt sprog kan det siges, at livet buer og drejer i flere retninger mens vi lever det. Hvis vi forsøger at bilde os selv ind, at vi allerede kender slutmålet, så skal vi arbejde med at lægge jernbanespor. Det er i dén verden, at dén strategi virker. Man har et startpunkt, og skal frem til et slutpunkt. Alt undervejs er defineret, både med fundament, grus, afstanden mellem sporene (1435mm) m.v. 🙂
Når man er helt ung ved man alt. Simpelthen alt, for fossilerne (de voksne) har ikke forstået ret meget. Efterhånden som man selv bliver ældre ændres noget af dette. Ikke at man skal være gammelklog, men ens erfaringsgrundlag bliver bredere.
Når venner svigter, så har man ofte prøvet det før. I skoletiden er det verdens undergang – senere i livet er det deres karma. Når kærester går (eller man selv går), så kan det være en katastrofe, når man er ung – senere i livet er det en fase, vi dels kan lære af, men sandelig også noget vi SKAL videre efter.
Hvis ikke man har denne fremdrift i sit syn på livet, så lander man i kriser. Vi ser mændene som – når de nærmer sig særligt de 40 eller 50 – begynder at iføre sig lycra-kluns (til trods for HKH Kronprinsessens klare advarsler derom i sin tale til HKH Kronprinsens 50 års fødselsdag)… Vi ser også mennesker, som giver op, fordi de selv mener de møder FOR meget modstand. Det er et individuelt mål om man møder ‘for meget’ modstand. Ingen kan tage vedkommendes opfattelse af dette fra personen. Man kan hjælpe med at bringe et nyt syn på det, hvis man bliver spurgt, men bliver man ikke spurgt, så er det deres valg at leve i den fase i deres liv.
Hvad er dine tanker om alder, kære læser?
Rigtig god dag herfra – og god weekend forude. 🙂
