Vi kender alle de sociale platforme som steder hvor der hurtigt kan skabes positiv interaktion mellem mennesker. Det gælder uanset om du vælger Twitter, Instagram eller Facebook.
Jeg bruger ikke selv Facebook, men det indeholder også sine begrænsninger her i landet. Danskerne er vildt forelskede i Facebook. Der er nærmest ikke en konkurrence på tv du kan være med i, hvis du – som jeg – har droppet Facebook. Det lærer man at leve med.
Der er dog én ting nogle influencere har overset.
Der er en alvorlig risiko for, at mange af dem ikke bevarer deres følgere, fordi de glemmer en af de vigtigste ting ved en social platform.
Interagér med dine brugere
Om det så kun er at klikke på hjertet for at indikere du synes om en kommentar til din story eller du ligefrem giver et svar, så skal du huske, at de folk, der gider at kommentere er de sjældne brugere.
Hvad mener jeg med ‘de sjældne brugere’?
Jo, hvis vi tager udgangspunkt i kundeservice, så er det en af de vigtigste afdelinger i en virksomhed. Hvad mener jeres kunder om jeres produkter? Det aner man ikke en rygende fis om, hvis ikke man lytter til den feedback, der kommer fra kunderne…
Ikke desto mindre er der et kæmpe mørketal, for hvad sker der med de kunder, som kun handler én gang hos jer? Hvorfor kom de ikke tilbage?
Det er nogle af de spørgsmål, som mange virksomheder er ved at vågne op til, fordi det pludselig går op for dem, at de kan bruge MANGE penge på at skaffe sig nye kunder, men, at det var billigere, at lytte til de eksisterende, og så holde fast i kundebasen.
De folk får du bare ikke svar fra, hvis ikke du laver noget after sales service. Et hurtigt spørgeskema med mulighed for at skrive om der er noget, vi kunne have gjort bedre kunne gøre hele forskellen…
Det er DERFOR jeg siger, at man som influencer skal LYTTE til feedback. Ikke til brokr*vene, som under alle omstændigheder bare skal have luft for frustration, men de konstruktive kommentarer er GULD for en influencer. Det skaber relationer, og relationer giver salg.
Gælder uanset om du sælger makeup, bøger eller noget tredje
Princippet gælder uanset hvad du sælger. Feedback er det svar du skal bruge for at få øje på, hvordan din nuværende service opfattes af brugerne. Det er dem, du gerne vil tjene penge på – uanset om du vil erkende, at alt kører på økonomi, enten direkte eller indirekte… 🙂
Derfor er dagens råd, uanset om du bruger sociale platforme privat eller kommercielt, at have blik for, at der er brug for bedre relationer, hvis du vil øge din kundebase og dermed din succes.
God dag til alle bloggens læsere. 🙂