Tak til ambulancefolkene – og andre i sundhedssektoren

Dagens indlæg er inspireret af, at jeg i torsdags så tv-serien AlarmcentralenTV2 før jeg skulle ned til ugens tøjvask. Når man ser hvordan ambulancefolk gør en kæmpe indsats af social karakter, så glemmer vi at sige tak.

Da jeg har en søn som har talt om selv at blive ambulancemand enten som redder eller anden specifik opgave, så har jeg fulgt med i den slags programmer af ren nysgerrighed, men også fordi jeg formoder, at der nok vil komme en reaktion første gang han kommer ud for flere af de ubehagelige ting, som den slags oplever…

Man ønsker altid det bedste for sine børn

Jeg ønsker naturligvis kun det bedste for alle tre børn. Nogle brancher oplever bare flere underlige ting end andre gør. Jeg oplevede selv en del sjove mennesker mens jeg kørte taxa, og kun ganske få ubehagelige ture. Men her var det jo så også for det meste kun ‘almindeligt’ berusede mennesker jeg traf bekendtskab med.

For ambulancefolk er det folk der skal til udpumpning, folk der har været oppe og slås, sprunget ud fra de forkerte steder – og listen er ganske lang…

Visse ting burde ikke udliciteres!

Når jeg siger, at visse ting slet ikke burde udliciteres, så skyldes det naturligvis, at vi alle godt kan gætte os til, hvordan udbud fungerer. Man har beregnet sig frem til et mediantal, og så skal hver kørsel helst ligge mellem 0 og mediantallet, for så har det været en rentabel kørsel, hvorimod tid udover mediantallet kan betragtes som underskudsgivende, fordi det ikke er med i tilbuddet et firma har givet.

Problemet er bare, at hjul er runde, mennesker er forskellige, og at intet går helt som planlagt. Alle er pressede i forvejen, men når konsulenter først har bidt sig fast i nogle måltal, så er der ikke ret meget plads til den menneskelige kontakt. Den udtalelse bunder naturligvis i mit politiske grundsyn. Et syn der sætter mennesket før systemet, og som mener, at der SKAL være plads til at tage de specielle hensyn, man ikke kan læse sig frem til i tykke målstyringsbøger eller rapporter…

Husker du, kære læser, at sende vores offentligt ansatte en varm tanke engang imellem?

God søndag herfra til alle læserne. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.