Status midt i en krisetid

Mens medierne må træffe de fornødne foranstaltninger med ændringer af vaner som følge af den midlertidige nedlukning af landet, så er det god tid til at gøre status. I går var Go’ Morgen DanmarkTV2 aflyst. Man kørte fælles flade mellem TV2 og TV2 News. Fair nok, for Janni Pedersen og Dennis Ritter klarede ærterne så ganske fint.

I dag er der præcis en måned til jeg runder de 47. 563 måneder eller 16.890 dage, da jeg tjekkede via http://www.finkalk.dk/beregn_antal_dage.cshtml. 🙂

Livet ændrer sig

Livet ændrer sig, efterhånden som vi oplever nye ting. Jeg må erkende, at nyheden om, at vi danskere er blevet så egoistiske, at der hamstres som om vi lever i et u-land har ændret mit syn på solidariteten her i landet.

Min egen solidaritet ændrer sig ALDRIG, men jeg kan se, at vi som samfund har glemt nogle af de læresætninger, jeg i hvert fald lærte, da jeg var barn. Jeg har altid lært, at vi viser hensyn og samfundssind over for hinanden, men sådan er det tydeligvis ikke længere. Jeg har tidligere beskrevet nogle af tankerne i artiklen Forskellen mellem solidaritet og sammenhængskraft, jeg skrev i januar sidste år. Disse holdninger og tanker er KUN blevet forstærket under den nuværende COVID19-krise…

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg på sigt overvejer at forlade landet. Det er der mange grunde til, og én af de væsentligste er ganske enkelt, at i en online verden er der ikke længere ret meget, der holder på mig. Jeg elsker mine børn, og jeg er også rigtig glad for hver eneste af af mine niecer og min nevø – og deres både nuværende og kommende børn. Jeg håber for dem alle, at det vil gå rigtig godt, men jeg må bare erkende, at vores land ikke længere er det land, jeg blev født i, da jeg kom til verden den 14. april 1973.

Allergi mod had og intolerance – under ethvert påskud

Mange VIL IKKE erkende det værdiskred, der er sket her i landet. Nogle står på den ene side, og insisterer på ytringsfrihed om særligt udlændinge her i landet på en måde, jeg ganske enkelt ikke længere hverken KAN eller VIL acceptere. Det lader sig ikke løse ad politisk vej, for alt for mange er forblændet af en retorisk stil, som er så nedladende og negativ, at selve fundamentet for den idealisme, der tidligere prægede vores land, er væk.

På den anden side er der dem, der heller ikke vil erkende, at landet ER udfordret af en globalisering og en amerikansk præsident, som har drevet gæk med hele borgermusikken.

Sagt ligeud: vi mangler LEDERSKAB, og vi mangler evnen til at SIGE FRA, når populismens vinde viser sit grimme ansigt.

Kan man ikke lide lugten i bageriet…

Det er velkendt, at kan man ikke lide lugten i bageriet, må man finde nye veje.

Jeg forventer ikke, at andre nødvendigvis kan forstå min motivation i retning af, at forlade landet. For mange er det yderst grænseoverskridende, fordi de er bange. Bange for at rive alt op, og starte en ny kurs. Men hvorfor mon det er sådan?

Skulle det virkelig være så afskrækkende, at tage på nye eventyr? Se verden fra en ny vinkel?

Jeg har ikke konkrete planer endnu, men i næste måned er det fem dage efter mig sådan, at min yngste søn fylder 15. Alle tre børn har nu nået en alder, hvor de kan rejse med fly uden problemer. De kan alle gøre sig forståelig på engelsk – og i dét lys er det klart, at hvis ikke der viser sig et godt job, når jeg søger i både øst og vest, så vil det være nødvendigt, at nytænke min egen situation.

Det vil ikke ændre spor ved denne blog. Den kan vedligeholdes fra et hvilket som helst sted i verden… 🙂

Rigtig god weekend til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.