Vi kan lære en hel del af konstruktiv kritik

Vi ved alle, at bøger om personlig udvikling kan udvikle os som mennesker. Det sætter fokus på ting, vi ikke er opmærksom på i det daglige. Men faktisk er der også en anden kilde til læring – nemlig, den konstruktive kritik. Der er stor forskel på kritik fra folk, som bare har lidt ondt i rektalregionen, og så den kritik, som faktisk er givet som en påpegning af ting, vi kunne gøre bedre.

Jeg har stor respekt for dem, som kæmper med åben pande. Som står ved det, de siger, og ikke gemmer sig bag anonymitetens panser. Det er nemlig den slags mennesker, man har brug for, hvis man fx vil etablere en virksomhed, eller hvis man agerer i et team. Vi skal alle blive endnu bedre til at lytte til den slags mennesker. 🙂

Eksempel fra den politiske arena

Hvis vi kigger på den politiske arena, tror jeg hurtigt, vi kan blive enige om, at det netop er den manglende lydhørhed over for kritik, som gør, at politikerleden vokser. Vi har en fornemmelse af, at der ikke bliver lyttet, og det skaber frustration.

Hvis politikerne begyndte at lytte, ville vi få en helt ny dynamik i samfundet. Vi kunne alle samarbejde om problemerne, og – endnu vigtigere – kunne vi nå meget længere, hvis alle begynder, at erkende, at der skal handling til. Det er desværre det modsatte, der sker lige nu. Når regeringer, uanset farve, møder kritik, så sætter de børnefilter på, og så sker der ingenting.

Hvis der endelig sker noget, så er det, at trollehæren sættes ind på angreb på budbringeren frem for nogensinde, at erkende, at kritikken er berettiget. Denne tendens er blevet langt værre i takt med at sociale platforme er blevet det nye sort. Nu kan medierådgivere skrive hvad som helst, og nogle gentager helt uden kritisk vurdering. Denne lemming-effekt har skadet vores demokrati for afstanden mellem borger og det politiske system er større end nogensinde før.

Eksempel fra arbejdspladserne

Der er en lignende tendens inden for ledelse. Mange (svage) ledere omgiver sig med rygklappere. De vil ikke forholde sig til egne mangler, og omgiver sig derfor med folk, som siger ja til hvad som helst. Det gavner ikke nogen, men kan derimod være meget skadeligt for arbejdsmiljøet – i hvert fald det psykiske.

Vi jobsøgende ser det ret ofte. Hvis man har bare en smule hukommelse i forhold til hvilke jobs, der bliver genopslået, så opdager man hurtigt, at nogle steder opslår samme stilling med jævne mellemrum, fordi personaleomsætningen er steget som en del af denne tendens. Det er jo ikke raketvidenskab, at folk søger videre, hvis ikke arbejdsmiljøet er i orden.

Hvis du skal bruge mestedelen af din vågne tid på pendling og et job, som ikke giver tilfredshed og udfordringer, fordi det ender som et hamsterhjul, så er det klart, at dine medarbejdere søger videre, når de selv læser fx en bog om personlig udvikling eller det at finde sin passion.

De gode ledere jeg selv har oplevet, har ikke nødvendigvis altid givet mig ret i min konstruktive kritik. Derimod har de altid været åbne over for de tanker, som lå bagved, og det er dét man skal kunne regne med – uanset om man henvender sig som ‘menig’ medarbejder eller som TR. Selvom det kan virke skræmmende for en leder, at skulle forholde sig til den slags, så er det vigtigt, at turde tænke nye tanker. Det er jo det, alle taler om, men meget få rent faktisk gør noget ved.

Hvad er dine tanker om konstruktiv kritik, kære læser?

God dag til alle bloggens læsere. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.