Det er VORES ansvar at kurere en syg verden. Hver især spiller vi en rolle både når det gælder ralationerne mellem mennesker, klima, de geopolitiske spændinger og alle de andre punkter, som påvirker den verden vi lever i. Vi kan ikke bortforklare det med, at vi først begynder, når alle andre har ændret deres syn på konflikter, skænderier og ubehageligheder. Det er dumstædigt – og stædighed når man sjældent langt med. 🙂
Som faste læsere vil huske, så er mit grundsyn buddhistisk. Jeg mener ikke løsningen på nogen konflikt ligger i nogen gammel bog med religiøse doktriner. Den vigtigste læresætning her i livet er, at behandle ALLE ordentligt. Hverken mere eller mindre.
Det skaber ind imellem lidt konflikter, for der er nogle, som insisterer på, at gå ned af en negativ tangent, og hvis man ikke leger med på deres dagsorden, så er man pr. definition et fjols…
Kursen ligger fast!
Jeg har ingen lyst til at gå ned ad den boldgade, og derfor er jeg meget stringent med mine holdninger til den slags. Hvis andre vil lege med en negativ agenda, skal de være velkomne. Jeg vil hellere bruge tiden på positive løsninger frem for at svælge i defaitismen.
Jeg ser potentiale hvor andre ser udfordringer. Jeg ser muligheder hvor andre giver op. Det skriver jeg i mine ansøgninger – og jeg mener det.
Det er så nemt at følge med flertallet. “Er vi ikke enige om” og “Er det ikke også for dårligt at” er nogle af de lokkemidler mange bruger, men de overser noget endnu vigtigere: forandringen kommer ved SELV at være en del af løsningen.
Hvis ikke vi er en del af løsningen, så er vi en del af problemet. Så nemt kan det siges.
De store forandringer begynder med små ringe i vandet
Alle der har prøvet at smide en sten i vandet vil huske, at ringene fra stenen starter småt, men bliver store. Japanerne kalder det Kaizen-princippet. Den store forandring, der vedbliver med at være en del af ens liv, består af mange små museskridt. Det er ligesom når folk op til nytår vedtager, at de både vil tabe sig, gennemføre et rygestop, motionere og…. Alt ender som opgivne mål, fordi man tager munden for fuld.
“Man skal ikke slå større brød op end man kan bage” kunne vi sige. Du kan ikke bage et to meter franskbrød i en miniovn, vel?
Livet starter med en retning. Du bestemmer hvilken retning dit liv skal tage, og vi skal ikke give andre skylden for, at vi ikke når egne mål. Vi skal være villige til at følge kursen, hvis vi skal nå i mål med de mål vi sætter for os selv og vores nærmeste.
Rigtig god søndag til alle bloggens læsere. 🙂
