Så når vi igen til den tid på året, hvor vi går fra sommertid over til den såkaldte normaltid. Da vi sidste søndag i marts satte urene en time frem, ligesom vi satte sommermøblerne ud, så er det tid til at tage sommermøblerne ind igen, og derfor sætter vi nu urene en time tilbage.
Hvert år har vi samme diskussion: hvorfor holder togene stille en hel time? Den diskussion gider vi ikke tage, for sådan er det bare. Tidligere ved jeg, at man lavede øvelse på udvalgte steder, herunder Storebæltsbroen, netop fordi man her generede færrest mulige på denne dag. Om det stadig gøres ved jeg ikke, men det var i hvert fald en god ting, at sikre, at alle evakueringsplaner er i orden, og hellere teste det, mens alle er raske, end finde ud af, det ikke virkede, når det måske en dag var alvor. 🙂
Sætter det indre ur ud af kurs
Det tager som regel lidt tid før kroppen har justeret ind til den nye tid, men efterhånden synes jeg også vi har vænnet os til, at sådan er det bare. Vi har hørt politikerne tale om, at EU overvejer, at fjerne kravet om denne sommer-/vintertid-skiften, men lad os nu se, hvor lang tid, det tager, før det bliver til virkelighed.
Jeg vil så nødig fodre EU-modstandernes kritiske syn på tilværelsen, men vi må bare erkende, at alting tager tid i EU-systemet. Der er 27 lande, der skal blive enige, når UK en dag har fået gennemført deres Brexit, og ingen kan blive enige om noget som helst.
Når selv et skift af urene kan skabe diskussion, så bare vent til vi tager fat på de vigtige ting:
- flytningerne mellem Bruxelles og Strassbourg hver anden uge, som er miljømæssigt kulsort
- miljømålene, hvor visse østeuropæiske lande opfører sig rigtig dumt – og kortsigtet
- landbrugsstøtten til produkter, som end ikke i en vegetar-alder kan betale sig at dyrke
- Og så videre… 🙂
Tør godt sige, jeg bliver pensionist inden nogen af disse ting bliver til virkelighed, for alle taler om tingene, men ganske få GØR noget ved sagen.
Anyway, god weekend til alle bloggens læsere. 🙂
