Jeg er vild med at udfordre status quo

Jeg er vild med at udfordre status quo. Vanetænkning er for mig et tegn på stilstand, og stilstand ender i forfald. Hvis ikke man konstant udfordrer både sig selv og sine omgivelser, så ender man med at dagen i morgen kommer til at ligne dagen i går.

Det kan godt være øretævernes holdeplads at have denne egenskab, og i de forkerte hænder kan det være en yderst destruktiv egenskab. Med den rette indstilling mener jeg dog, at det udvikler os som mennesker.

Udfordring på den mad vi spiser

Da jeg begyndte at lave min nu berømte karrylasagne, så var det bestemt ikke alle, der synes lige godt om den. Blandt mine tre børn var det kun Patrick, der kunne lide den.

I fredags begyndte jeg at bruge en tyrkisk paprika, som jeg synes er rigtig god. Også dér var det Patrick som synes bedst om den.

Vanetænkning handler om vaner, og på andre områder er kortene vendt om. Der er det en af de andre, som er mest åbne for at prøve nye ting. Det vigtige er, at man også selv er indstillet på at tage positivt imod feedback på eksperimenter i køkkenet. Det giver vigtig viden, som du også kan bruge i andre ting du udvikler på komfuret… 🙂

Amerikanerne bruger et ordsprog, som lyder: “If it ain’t broken, don’t fix it!” Det er forandringsparate menneskers største modstander, for bare fordi én opskrift virker, skal man ikke holde op med at videreudvikle på den. Spørg en Michelin-kok. Han vil hele tiden være fokuseret på, at prøve nye ting. Efterhånden som han (eller hun) rammer plet, så vil tingene blive bedre, smukkere og hele tiden være i konstant udvikling…

Udfordring af det sprog vi bruger

Det kan godt være, at vores nuværende sprog er helt fint, men vi skal hele tiden være opmærksomme på, at forbedre det. For min egen del er det især Kryds & Tværs jeg bruger til at holde hjernen opmærksom på synonymer. Udfordring af hjernen på én måde.

Det at læse bøger er en anden måde – og sådan har jeg hele tiden været opmærksom på, at slå ord op, HVIS jeg støder på et ord jeg ikke kender. Jeg er NYSGERRIG på nye veje, nye metoder, og i særdeleshed også nye ord.

Hvorfor blev jeg så ikke sprogekspert? Det er der flere grunde til. Jeg er typen, der trives i forandringens spor. Jeg ville aldrig nå at komme igennem seks år på en kandidatgrad. Det er alt for fjernt fra virkeligheden, og her er jeg så godt klar over, at andre – især kandidater 🙂 – har en anden mening. Dog siger jeg det ikke for at fornærme nogen, men ganske enkelt fordi jeg for længst har opdaget, at jeg kommer til at kede mig noget så forfærdeligt, hvis jeg skal lave det samme hele tiden. Der SKAL være afveksling på en eller anden måde, og det kan så være på mange områder. For mig er det LYSTEN der driver værket, og derfor jeg gider blive ved. 🙂

Udfordring på den måde vi tænker på

Det er velkendt, at der er mange ting, vi bare HAR gjort på en bestemt måde hele livet. Det er fristende, at gøre som man altid har gjort, men for mig er der altid et opmærksom øje på forbedringspotentiale, og derfor har jeg også for længst erkendt, at de gode opfindelser handler om magelighed – blandt venner rendyrket dovenskab.

Jeg giver gerne gode ideer videre. Det giver andre en chance for at bringe det ud til et stort publikum. Den dag man selv skal herfra, så vil det da være rart, hvis man har forandret andre folks liv. Det behøver ikke være i stor stil, som med manden der opfandt papirclipsen, det kan også være de små positive forandringer.

Hvis ikke der var nogen, der turde tænke nye tanker, så havde mange ting ikke set dagens lys. Det fortjener da anerkendelse, at nogen gider gøre denne indsats, synes jeg selv. Andre bliver skræmt, og tænker: “hvordan kan jeg holde fast på denne type menneske som ansat?” Det er i mit perspektiv, det helt forkerte spørgsmål. For det at være forandringsparat og iderig handler ikke om, at man ikke kan trives med faste rutiner. Det handler mere om, at hvis man har fastlåste rutiner, man ikke gider overveje at ændre, så er man låst fast. Her vil det være til stor gavn for en virksomhed at have en, der tør at samle tingene på en ny måde. 🙂

Målet ER ikke provokation for provokationens skyld

Når jeg lejlighedsvis smider en provokation afsted på et medie som Twitter, så er det aldrig provokation for provokationens skyld. Det lader jeg typer som Rasmus Jarlov og Joachim B Olsen om. 🙂

Jeg udfordrer, fordi jeg mener, det er nødvendigt at nuancere en debat, og påpege noget, som en anden debattør tydeligvis er blind overfor. Folk elsker at like deres reaktioner, men glemmer lige at tænke sig om en ekstra gang før de liker, for de er netop med til at bevare status quo.

Det er så dejligt når man kan se det udefra. For de fastlåste må det være SÅ irriterende, at andre KAN udfordre på en taktfuld måde. Jeg lader mig kun meget sjældent provokere, for jeg mener virkelig, at vi KUN agerer fornuftigt, når vi er rationelle. Hvis ens blodtryk stiger, så skal man lige tænke sig om, og overveje ens alternativer, for reaktioner pr. autopilot er aldrig de rigtige.

Det er den slags vanetænkning jeg mener gavnes ved at blive udfordret, og det er i hvert fald derfor jeg gerne blander mig, også på kontroversielle områder.

Rigtig god uge til alle bloggens læsere. 🙂

Dette indlæg blev udgivet i blogning og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.