Debatten om danske værdier

Da jeg her til morgen hørte reklamen for Højlunds forsamlingshus på TV2, siger en af kvinderne: “Vi skal genvinde de danske værdier”, og det fik mig til at tænke på, at der var brug for, at skrive et par ord om netop de danske værdier. Jeg er nemlig ikke HELT sikker på, vi er enige om hvad disse er.

Nogle synes at mene, at det handler om grisekød og flygtningedebat. Det er den gruppe som sidestiller værdipolitik med indvandrerpolitik.

De mere humanistiske iblandt os opfatter dette som nysprog, og ser danske værdier som åbenhed, imødekommenhed, udsyn, ærlighed, samhørighed og næstekærlighed. Samhørighed er nært knyttet til solidaritet, som jeg tidligere har causeret om i artiklen Forskellen mellem solidaritet og sammenhængskraft. Der ER nemlig en væsentlig forskel, når først man de facto har sløjfet brugen af ordet solidaritet, og næsten alene bruger sammenhængskraft. Du kan læse mere om forskellene i artiklen jeg har linket til.

Det danske samfund har undergået et stort værdiskred, hvor egoismen nogle steder har fået lidt for frit spil. Se blot på, hvordan folk opfører sig ved en busterminal. Her i byen (Kalundborg) har vi en togstation med busterminal over mod Samsø-færgen. Når folk kommer fra færgen er der lang tid (i hvert fald et lille kvarter) før toget kører ind mod Holbæk, Roskilde og København – og alligevel kan man som ventende buspassager se, at selv når en bus er på vej ind, så har man ikke de fem sekunders pli til at vente på bussen kommer helt frem til stoppestedet. Man vader bare forbi som om man har retten på sin side. Det er hverdags-egoismen i fuldt flor, og det BURDE IKKE være en dansk værdi kun at tænke på mig, mig og mig…

Da jeg var barn – og jeg erkender jeg nu lyder som en olding 🙂 – var det en del af god opdragelse, at vi viste hensyn til hinanden. Så klinger det lidt hult når xenofober iklæder deres tale et alibi om, at man vil værne om danske værdier, når man ikke tager fat på den måde, man taler om, til og med hinanden.

Faste læsere er næppe i tvivl om, at jeg rent faktisk mener dette alvorligt. Hvis debatten kommer til at handle om, hvorvidt ens frikadeller laves af kalv/flæsk eller kylling, så er vi nået ud på et overdrev – og det BØR stoppe. Jo før jo bedre, faktisk!

De danske værdier er det, som gjorde os store i vikingetiden, og vi har et rigtig smukt land med mange ting, der er værd at fejre. Alligevel hører man talrige politikere tale landet ned, som om vi befandt os i det mørkeste øst-Europa med kulafbrænding og nul respekt for naturen… Jeg orker ikke dén dagsorden, og jeg mener det er på høje tid, at vi bruger vores sunde fornuft, når valgdagen oprinder grundlovsdag.

Vi MÅ og SKAL gøre det bedre, og hvis vi er blinde for eget skred i den måde vi agerer med hinanden på, så er jeg ikke sikker på, vi har lyst til at leve her i landet, hvis denne udvikling får lov til at fortsætte. Når først værdier er skredet – og afviklet – vil det tage endnu længere tid at få dem tilbage i samfundet.

Derfor kan dette folketingsvalg meget vel blive et af de vigtigste i nyere tid, fordi der er så indlysende forskelle mellem fløjene.

Fortsat god weekend til alle. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.