Der skal herfra lyde et kæmpe stort tillykke til Christopher, som denne weekend bliver konfirmeret. Det var rosinen i pølseenden, som man siger…
Det er på mange måder en spændende tid, når de små børn pludselig bliver teenagere, og konfirmationsalderen markerer jo en vis modenhed. To år tilbage i grundskolen, og så begynder det at stramme til i dette samfund, hvor man helst skal vide hvad man vil så tidligt som muligt.
Vi, der er voksne, ved forbandet godt, det er en kæmpe løgn, at man går den lige vej fra skole til livslang karriere i ét spor – men fortsætter med at italesætte denne model. Hvorfor mon? Kunne det være fordi vi ikke selv kunne forudse de mange udstikkere vores eget liv tog, og helst ikke vil viderebringe dette af frygt for, at børnene bliver usikre?
Nej, jeg har valgt det præcis modsatte. Jeg har forklaret børnene hvor meget anderledes livet ser ud, når man har været et par årtier i de voksnes rækker, for det skal ikke være nogen overraskelse.
Faste læsere vil vide, at jeg har stor respekt for Soulaima Gourani, og det er der en god grund til. Primært fordi hun er en hamrende dygtig forfatter, men også fordi hun gør det samme som jeg selv gør. Inspirerer mine omgivelser. Man skal være klar over, at man står over for livslang læring og vedvarende forandring. Det kan man bruge til noget!
Eventyr er spændende læsning for børn, men man skal ikke skjule sandheden for sine børn. Især ikke når de er godt på vej ind i de voksnes rækker. Det er jo dér, de har brug for den visdom vi andre ikke blev mødt med, fordi forældre prædikede et helt forkert budskab.
Den bedste gave vi kan give vores børn er ikke at begå samme fejl. Stort tillykke herfra.
God weekend til alle bloggens læsere. 🙂
