Ligesom arbejderne har deres kampdag 1. maj, så er dagen i dag kvindernes kampdag. Dagen blev i 1977 vedtaget som international kampdag for kvinderne ifølge Wikipedia. Det er ikke alle, der anerkender denne dag, og det er i sig selv et problem.
For hvorfor skulle kvinderne ikke også have deres dag? 🙂
Mænd har gennem tiden haft mange fordele, og ligestillingen er langt fra i mål. Mænd elsker at tale om hvad kvinderne bør gøre – ofte uden de selv gengælder tjenesten. Det gælder fx barbering af de nedre regioner, hvor man bl.a. i serien Sex & City kan høre Samantha italesætte, at hun på et tidspunkt havde en partner, som insisterede på glat landingsbane, men ikke selv gjorde det samme ved sin bevoksning.
Det gælder også på mange andre områder. Det er intet under at kønnene er forskellige. Det siger sig selv, for det er biologien.
Hvorfor skulle en kvinde have mindre i løn for det samme arbejde? Hvorfor skulle hendes karrieremuligheder være dårligere, bare fordi kvinder holder mere barsel – og det fortsat er yderst sjældent, at begge køn deler denne orlov helt lige? At kvinder føder børnene er jo ren logik, men det bør da ikke gøre kvinder mindre værd i en arbejdsgivers perspektiv, vel?
Spørgsmålene er mange. Vi er nået langt, men der er en del vej endnu frem til en situation hvor vi helt ærligt kan sige, at mænd og kvinder fødes med lige muligheder i samfundet. Det er det eventyr, vi fortæller vores børn – og inderst inde håber vi, at den næste generation får den fulde ligestilling.
Jeg er ked af at skuffe jer, kære læsere, men dén ligestilling kommer først den dag vi tør tale åbent om dette emne. Ikke for at prædike for hinanden, men for at finde fælles løsninger, vi alle kan leve med…
Rigtig god kampdag – og god weekend forude. 🙂